En meget ambitiøs klatrerose – Pauls Himalayan Musk

Da sidste søndag bød på regnvejr, brugte jeg dagen i selskab med Claus Dalbys seneste bog ”Romantiske haver”. Her faldt jeg over denne helt fantastiske rose, som voksede i flere af de flotte haver i bogen.

Det måtte undersøges nærmere, for umiddelbart lød det som en rose lige efter mit utålmodige sind. Navnet “Pauls Himalayan Musk” er vildledende, da det faktisk er en engelsk rose fra 1800 tallet.

Læs også: Er dine havemøbler klar til sommeren?

Denne rose er ideel til at vokse på pergolaer, i træer, på buer og til at dække en husmur. Den siges at blive op til 9-12 meter høj og vokser vidunderligt hurtigt – Beskrivelsen lyder på at den kan vokse 3-5 meter på 3-4 år.

162a

Rosen har desuden de behagelige egenskaber, at den kan vokse på mindre ideelle steder, ikke behøver beskæring og er fuldt hårdfør.

Den skal hjælpes lidt i starten med opbinding, men vokser den f.eks i et træ, kan den med tiden selv holde sig fast ved hjælp af tornene og dermed modstå vind.

Den blomstrer i juni-juli i et overflod af små svagt rosa blomster med gul midte og med en herlig moskusagtig duft.

Denne rose skal uden tvivl også bo i min have – jeg er allerede i gang med at planlægge hvilke træer, der skal have fornøjelsen af dens selskab.

Læs også: Peperomia – eller Musehale giver eksotisk præg på din bolig

Tekst  Gitte Højbjerg

Foto  Claus Dalby