Én plante kommer sjældent alene…

Når det drejer sig om planter, der giver spiseligt afkast, er vores klummeskribent ikke til at styre

Problemet er bare, at han ikke ejer ti tønder land, men kun en beskeden rækkehushave.

Der stod jeg så. Med indkøbsvognen læsset med små grønne og stort set ens planter, der for mit indre blik udgjorde en sand jungle af forskellige tomatsorter: store, små, tidlige, sene, høje, buskede. Men lige da var det bare små max 30 cm høje planter, der lignede hinanden. Der var planter nok til adskillige bede eller helt præcis fire plantekasser. Problemet var bare, at jeg ejede én kapillærkasse. Som min mor havde foræret mig.

Læs også: Vælg dine grønne planter i boligen efter din personlige stil

Jeg havde en drøm…

Jeg havde en drøm om at udnytte den dejlige sol på min altan og dyrke lidt tomat. Det syntes min mor, der altid har været ivrigt havemenneske og lidt uforstående over for min totale mangel på interesse for haven, var en gevaldig idé, så hun forærede mig en aflagt kapillærkasse – eller teknisk set: da jeg er gift i et hjem med fællesøkonomi, så forærede hun osen kapillærkasse. Men min hustru interesserer sig lige så meget for mine plantekasser, som jeg interesserer mig for hendes løbeudstyr. Så kassen var min hovedpine.

Med drømmen om tre stolt knejsende tomatplanter solidt plantet i min fantasi tog jeg ud til en planteskole, der har specialiseret sig i tomater og chili. Og her skete der det, der altid sker, og som også er grunden til, at min hustru nødigt lader mig gå uledsaget i Torvehallerne i København, hos fiskehandleren eller i italienske supermarkeder.

Lidt på afstand var det blot drivhus efter drivhus med små ret ens planter. Men hver række var udstyret med små skilte, der i ord og billede lovpriste planterne og ikke mindst lokkede med, hvordan de ville se ud, når sommeren stod på sit højeste. Så inden længe havde jeg en hel del flere tomatplanter, end jeg havde plantekasser, og så skulle der handles i en ny butik.
Det blev så til tre ekstra kapillærkasser samt et lille vægdrivhus, så der også lige var plads til lidt varmekrævende chiliplanter og krydderier. For hvor tit står man ikke og mangler mindst fem forskellige basilikumsorter? Jeg kunne i hvert tilfælde se behovet for mig.

Læs også: Vinstok i drivhus med fødderne udendørs

Det hele er vokset

Det er flere år siden, og siden da er vægdrivhuset erstattet med sådan et rigtigt drivhus, man kan stå op inde i, og antallet af kapillærkasser er vokset i takt med planteindkøbene. Og det er ikke, fordi hverken min økonomi eller have har plads til, at jeg hver gang kommer til at købe lidt flere planter end året før.

Som freelancejournalist tjener man ikke så meget, at man kan tage bad i tusindkronesedler, champagne og tomatstiklinger. Og min have er så lille, at selvom jeg foretager mig noget, der absolut ikke er roserelateret, så ender jeg alligevel med mindst én rift eller blødende sår, fordi de to roser, som den forrige ejer engang plantede, nu nærmest rækker fra ende til ende.

Nu er det næsten nye drivhus (kun én sæson) helt fyldt med plantekasser, men altanen er til gengæld tom igen… så man kunne jo godt investere i nogle (flere) kapillærkasser og et eller andet lækkert, der gør sig godt på friland. Og så er der jo også forhaven…

Læs også: GroGreen@ Feed & Shine sikrer sunde roser

Tekst  Hans Lauring

Foto  Nis Nielsen