Erantis giver årets første håb om forår i haven

De første forårsbebudere i haven er som regel erantis

– lynhurtigt efterfulgt af de fine hvide vintergækker, men hvad ved du egentlig om de små gule og ofte oversete januar-skønheder?

Lidt research fortæller os først og fremmest at erantis er i ranunkel-familien, ligesom anemoner, klematis og juleroser er det.

Læs også: De første glimt af forår

 

Sådan får du selv erantis i din have

Det er en knoldplante, som spreder sig velvilligt, når først den er etableret – også under svære forhold. Når de små gule blomster er afblomstret i marts, stå den som et grønt bunddække og samler energi til næste års blomstring.

Erantisplanten formerer sig både ved at smide frø og ved at selve knolden spreder sig. Det er svært at gøre noget forkert, når først den har fået godt fat.

Har du ikke erantis i din have, kan du om efteråret købe små knolde i havecentrene. Et godt fif er at lægge knolden i vand inden du sætter den i jorden – de kan godt ligge og tørre lidt ind i poserne.

Har du en nabo, der har mange erantis, kan du også flytte en klump til din egen have. Har du mod på at så planten selv, skal du være tålmodig – typisk tager det 4-5 år før de nye planter er i blomst. Frøene er typisk klar til høstning midt i maj, og de sås direkte fra planten på det ønskede voksested.

Erantis er giftig for mennesker, men der kendes ikke til forgiftninger i nyere tid, hvor den ikke længere bruges som lægeplante.

Læs også: Video: Anlæg en flot løgplæne, der kommer igen hvert år

Skovbund med erantis