Orkideer er en af verdens største plantefamilier med over 18.000 arter – herhjemme er en af de mest almindelige en Phalaenopsis-hybrid, som er kendt for sin meget lange blomstringstid.

Hvad mange ikke ved er, at vi i naturen i Danmark har vi ca. 35 orkide-sorter, som alle er fuldt hårdføre. De visner ned om vinteren og ligger i jorden som knolde, der vokser op igen om foråret. Alle orkideer i Danmark er fredede.

Følger du disse nemme råd til pasning af orkideer, er det svært ikke at få succes med de mest gængse sorter.

Vanding

Rødderne bør tørre ud mellem vandinger, så lav din egen regel alt efter årstiden. F.eks kan du vande hver søndag om sommeren og hver anden søndag om vinteren.

Sæt orkideen i blød og lad den blive godt gennemvåd. Dræn alt overskydende vand fra inden du stiller den på plads, orkideen ånder gennem sine rødder, så den drukner hvis de står i vand.

Terrestriale orkidéer (jordgroende) må dog ikke tørre fuldstændig ud mellem vandingerne. Til denne kategori hører bl.a. Paphiopedilum (Venus-/Fruesko), Masdevallia og Eulophia

Husk!

Du kan nemmere slå en orkidé ihjel med for meget vand end med for lidt.

Vandkvaliteten

De almindelige sorter kan sagtens klare at blive vandet med postevand. Men har du meget kalk i dit postevand, kan du med fordel koge vandet eller bruge vandet fra tørretumbler, affugter eller regnvand.

Lys og varme

Orkideer kan godt lide solskin, men ikke for meget varme. Så hvis dine orkideer ikke trives i vindueskarmen, er det typisk ikke pga solstråler, men fordi det er for varmt.

Læs også: Farver i haven

Gødning

Orkideer får ikke megen gødning i naturen, derfor er det vigtigt at du bruger en gødningstype, der er specielt fremstillet til orkideer. Almindelig gødning til stueplanter er også en såkaldte NPK gødning, men koncentrationen er meget forskellig i den og i orkidegødning.

Orkideer har en vækst-face, hvor den danner nye blade – i denne face kan du med fordel gøde planten f.eks. ved hver anden vanding (typisk marts til oktober).

I hvile-facen hvor orkideen ikke vokser, skal den gerne have lov til at hvile sig – og altså ikke gødes.

Pas på ikke at komme gødning på orkideens blade, da de kan lave grimme pletter.

3 gode tips til orkideer!

  • Orkideen kan godt lide fugtig luft, så du kan med fordel dyrke dine orkideer i badeværelset, hvis du ellers har nok dagslys i rummet.
  • Udskift barken omkring rødderne på orkideen, når den ser ”træt” ud og begynder at smuldre.
  • Hvis din orkide ikke danner nye knopper, kan det være at den står for varmt. Nogle sorter trives bedst helt nede ved 13 grader. Så er der gået lang tid siden sidste blomstring, kan du med fordel give orkideen en ferie fra varmen i en nordvendt vindueskarm.

Vidste du at….?

Orkideer må ikke placeres tæt på frisk frugt, da det kan give orkideen en ætylenskade.

Læs også: Guide til havens giftige planter

Phalaenopsis orkideer

Tekst  Gitte Højbjerg

Foto  Gitte Højbjerg