Forårstanker fra Haven i bjergene

Kaffedrikning og havedrømmeri i solen er her i april, lige så vigtige haveaktiviteter for Signe Goldmann som den store bunke af opgaver, der ligger og venter i Haven i bjergene.

Jeg elsker foråret – ikke mindst i haven. Følelsen af fuldkommen lykke de første dage, hvor solen endelig begynder at lune nok til, at jeg får lyst til at tage kaffen med ud. Sidde der med et tæppe og lytte til fuglesang og se, hvordan det hele begynder at spire og gro igen.

Hornvioler

Og så opdager jeg pludselig, at brændenælder og skvalderkål også har fået forårsfornemmelser. Ind og støve havehandskerne af, og før jeg har set mig om, er der fløjet et par timer, kinderne er røde, sjælen fuld af ro og den efterladte halve kop kaffe er blevet iskold. Så er det nye haveår skudt i gang, og alle drømmene om, hvordan haven skal udvikle sig, bliver linet op, så jeg kan vurdere, hvilke der skal indgå i årets projekter.

Havehandsker

Af erfaring ved jeg, at der på dette tidspunkt er overhængende fare for selvovervurdering. Lige nu er energiniveauet på højde med en kvie den første dag på græs, men jeg ved, at det aftager lidt længere henne på sæsonen, specielt hvis jeg ikke får planlagt det ordentligt, og de kedelige opgaver kommer til at fylde mere, end succeserne kan veje op for. Kunsten er derfor at sætte nok i gang til, at det kan holde gejsten oppe, og jeg kan se, at der sker noget, uden at det tager magten eller modet fra mig. Det er absolut nemmere sagt end gjort – ikke mindst i sådan en ny, stor have, hvor projekterne står i kø, og græs og ukrudt gror med djævelsk fart, så snart jeg vender ryggen til.

Læs også: Sjove facts om april måned

Forårslugning og nemme bede

Sidste år fik jeg ryddet de gamle bede for skvalderkål og brændenælder, men selvom jeg var grundig, kan det næsten ikke undgås, at der er et par rodstumper rundt omkring, der har overlevet og begynder at skyde på ny. Hvis jeg får snuppet dem, når de titter frem her i foråret, kan jeg forhåbentlig undgå, at de igen får overtaget – og samtidig giver det de planter, jeg gerne vil have, en bedre chance for at indtage bedene og lukke af.

Blomsterbed

I min gamle have havde jeg en masse forskellige planter i hvert bed, og der var en del arbejde i løbende at sørge for, at de ikke kom op at slås med hinanden om pladsen. Men nu, hvor jeg er gået op i havestørrelse, har jeg valgt at springe over, hvor gærdet er lavere og udvalgt nogle robuste stauder, der med et lille forspring kan tage kampen op med ukrudtet. Det er fx forskellige hosta, der lukker af med deres store, smukke blade, og storkenæb, som også hurtigt vokser til og samtidig blomstrer det meste af sommeren og efteråret.

Hvis jeg engang løber tør for projekter eller får mere tid, er det muligt, jeg udvider sortimentet og gør plads til sartere vækster, men foreløbig er jeg godt tilfreds med at kunne holde arbejdsbyrden lidt nede.

Havetanker

Forårsfristelser og sæsonsucceser

Her i foråret lægger jeg normalt vejen forbi den lokale planteskole for at købe hornvioler til krukkerne ved hoveddøren. Det er næsten uundgåeligt, at der hopper andre blomstrende forårsfristelser med op i vognen, men hvor jeg i mine første haveår med en eufori som et barn, der slippes løs i en slikbutik, hev ned fra hylderne uden tanke for, hvor alle de blomstrende yndigheder skulle plantes, når jeg kom hjem, så er jeg efterhånden blevet lidt bedre til at udvise selvbeherskelse.

Dels har bitter erfaring lært mig, at der ofte følger en del ekstra arbejde med, når der pludselig står en flok uplanlagte planter og forventer at komme i jorden, og jeg så først skal i gang med at grave et nyt bed for at finde plads til dem. Dels er det lidt trist, når de alle sammen blomstrer af igen, og man har glemt også at gøre plads til planter der blomstrer senere på året, fordi de ikke så nær så fristende ud, da de stod uden blomster på planteskolen.

Hornvioler

Netop det at have noget at glæde sig over gennem hele sæsonen er rigtig vigtigt for, at jeg kan holde havegejsten oppe. Her i foråret har jeg derfor været en tur på en af de små virtuelle planteskoler for at købe ind til et nyt bed, jeg har planlagt syd for huset.

Der er en del små planteskoler på nettet, hvor man ofte kan finde et større udvalg af planter. Der er også masser af fristelser, så det er næsten lige så udfordrende for selvbeherskelsen som en fysisk planteskole – til gengæld er det ikke kun forårsfristelser, men også masser af billeder af skønne blomster, der først topper hen over sommeren og efteråret.

I det nye bed er der sol hele dagen, og det kommer til at grænse op til engen. Derfor har jeg valgt planter, jeg forventer vil trives godt her og passe til omgivelserne, bl.a. purpursolhat, indianermynte, salvie og forskellige græsser, og jeg glæder mig allerede helt vildt til at se det i sensommeren. Bedet bliver ikke færdigt i år, for planter er dyre, så jeg starter med et mindre bed. Når stauderne efterhånden vokser til, kan jeg tage frø, og nogle af planterne kan deles efter et par år – så lidt efter lidt skal det nok blive fyldt op.

Purpursolhat

Læs også: 3 hurtige til haven lige nu..

Opgave-zapning og tunnelsyn

Lige nu er der uoverskueligt mange projekter, der venter i haven. Flere og flere bliver sat i gang, men for de flestes vedkommende vil der gå flere år, før jeg kan sætte flueben og kalde dem afsluttede.

Nogle mennesker ville sikkert blive vanvittige over at skulle gå og se på så mange halvfærdige projekter og i stedet gøre dem færdige et af gangen. Nogle gange kunne jeg godt ønske, at jeg hørte bare lidt mere til denne kategori – og havde jeg penge nok, ville jeg sikkert betale mig fra det.

Haven i bjergene

På den anden side giver mit nuværende kaos mulighed for, at jeg kan zappe rundt mellem opgaverne og vælge det, jeg har mest lyst til lige nu (eller som årstiden kræver, eller pengene rækker til), og jeg kan få taget hul på flere af de projekter, der uanset hvad vil kræve nogle år, fordi planterne fx først skal vokse til, og det derfor er en fordel at få dem i jorden hurtigst muligt.

Meeen jeg holder ikke af rodet, og jeg skal gøre mig umage for ikke at fokusere for meget på det, der mangler at blive gjort. Som fotograf tager jeg ofte kameraet med i haven, og når jeg sætter det for øjet, kan jeg nøjes med at zoome ind på det, der fungerer – stille skarpt på den smukke blomst i stedet for det ukrudt, der står lige ved siden. Den samme form for tunnelsyn forsøger jeg også at praktisere, når jeg ikke har kameraet med. Nogle dage lykkes det bedre end andre, men jo længere jeg kommer med projekterne, jo lettere bliver det.

Tunnelsyn

Og så husker jeg mig selv på, at min have ikke er et prestigeprojekt. Det er stedet, hvor jeg kan gå ud og stresse af og glemme mig selv, hvor jeg kan nyde fuglesangen og blomsterduftene, få rørt musklerne, mærke årstiderne, glædes over det, jeg har nået og lade drømmene lege med nye projekter. I en fortravlet verden er det et fantastisk fristed – og det skal det blive ved med at være.

Læs også: De første glimt af forår

Tekst  Signe Goldmann

Foto  Signe Goldmann