Græskar – verdens største bær

G for Guatemala

Græskarret er verdens største bær og stammer fra vilde arter, der vokser i Guatemala og Mexico. Allerede 7.000 år f.Kr. dyrkede og tilbad indianerne bærret. Sammen med majs og bønner hørte græskarret til deres basisafgrøder og gik under navnet ‘De Tre Søstre’. Majsenes og bønnernes rige proteinindhold og græskarrenes høje indehold af a-vitamin, beta-caroten, omega 3-fedtsyre, mangan, kalium og b- og c-vitaminer kunne sikre hele samfundets overlevelse. Afgrøderne blev dyrket mellem hinanden, og på den måde fungerede majsene som stængler for bønnerne, og græskarrene skabte et tæt bunddække, der skyggede for ukrudt og holdt vilde dyr ude af markerne.

R for raslen

Græskarret er for mange uløseligt knyttet til Halloween. Hver 31. oktober efter mørkets frembrud myldrer børn og barnlige sjæle ud i boligkvartererne for at rasle. I den amerikanske version kaldes raslen for Trick or treat, der bedst kan oversættes til “slik eller ballade”. Irske indvandrere tog skikken med til USA i 1880’erne, men den blev først til den nuværende familievenlige tradition i løbet af 1950’erne. I dag bruger amerikanerne mere end 2,5 milliarder dollars alene på uhyggelige og skræmmende kostumer hvert år.

Læs også: Uhyggelige lygtemænd i ananas

Æ for ægte uhygge

Halloween tager sit afsæt i den mere end 2.000 år gamle keltiske høst- og nytårsfest Samhain, der markerer overgangen fra lys til mørke. Ifølge datidens overtro var der netop den 31. oktober særlig kort afstand mellem de dødes og de levendes verden, og man brændte bål og tændte lys både for at ære de døde og for at holde dem væk. Kelterne markerede dagen ved at klæde sig ud, og i dag trækker Halloween et spor af zombier, hekse, mumier og alverdens monstre.

S for squash

Græskar og squash er i og for sig det samme. De tilhører plantefamilien Cucurbitales, som også tæller melon og agurk. Oprindelige vilde græskar og squash er bitre i kødet, og blev derfor kun høstet for deres næringsrige kerner, der smager fortrinligt ristet og saltet i bagværk og presset til olie. I dag findes der et utal af varianter af græskar og squash – på www. plantexplorer.dk kan du finde 150 arter og gode råd til, hvordan du bedst dyrker dem. Også Fuglebjerggaard.dk har et varieret udvalg og gode råd til dyrkning.

K for karetstørrelse

Disneys klassiske version af eventyret om Askepot ville næppe være det samme uden den fortryllede græskar-karet. Og ideen om en karet af græskar er slet ikke så tosset, som man måske skulle tro. Særlige arter af kæmpegræskar, Cucibita Maxima, kan nemlig blive intet mindre end kolossale. Det hidtil største græskar blev i 2013 dyrket af Tim og Susan Mathison fra Napa i Californien. Græskarret vejede intet mindre end 922 kilo.

A for Allehelgen

Halloween falder tæt sammen med den protestantiske kirkes Allehelgensdag den 1. november og den katolske kirkes Allesjælesdag den 2. november. De tre højtider er forskellige, men har væsentlige overlap og handler alle om at ære de døde.

R for roelygter

De velkendte græskarlygter var oprindeligt skåret af roer. Men irerne fandt ingen roer i Amerika, til gengæld var der rigeligt med græskar, som oven i købet egnede sig endnu bedre til at skære skræmmende ansigter i. Få gode ideer på “pumpkin” på Southern-Living.com, Huffingtonpost.com og Marthasteward.com

Se også vores flotte Galleri, som er fuld af gode ideer til dekorationer med græskar.

Læs også: Uhyggelige spøgelser i marengs

Tekst  Karin Wain

Foto  Gettyimages