Hvad ville du stille op, hvis du skulle forvandle en 8.500 kvadratmeter stor grund med både skov og bæk til dit eget private haveparadis?

Signe Goldmann har valgt at kaste sig ud i sit livs største have-eventyr med krum hals, og du kan fremover følge med, når hun i VoresVilla skriver om sine drømme, projekter, succeser og udfordringer i “Haven i bjergene”. Denne gang ser hun tilbage på sit første år i haven med indviklede jordbær, galende haner og stor-skala-lugning.

For knapt halvandet år siden pakkede jeg flyttebilen og forlod København for at starte et nyt liv på landet. Helårs­kolonihaven på det flade Amager var skiftet ud med en murermestervilla fra 40’erne i et fredet naturområde mellem bakkerne i det smukke Odsherred.

Jeg havde store planer og masser af drømme om bugnende køkkenhave, frodige staudebede, havehøns og fredfyldte siddepladser i små charmerende hyggekroge. Når jeg kneb øjnene lidt sammen, kunne jeg næsten se det hele for mig, så jeg kastede mig over opgaven fuld af entusiasme, ved vidende at det ikke var et projekt, der lige var klaret på en enkelt sommer.

Nu er det første have­år gået, og et nyt venter lige om hjørnet. Jeg har meget langt fra nået det, jeg havde drømt om, og det er let at pege alt det ud, der mangler, så af hensyn til både selvfølelsen og arbejdsmoralen er det faktisk meget godt lige at få gjort status over det, jeg trods alt har nået:

Haven i bjergene

Køkkenhaven

I min gamle kolonihave var det to hjemmebyggede højbede med lidt forskellige krydderurter, salat og jordbær, der gjorde det ud for køkkenhave, men jeg var fast besluttet på, at mit nye landliv skulle rumme en køkkenhave i selvforsyningsskala. Så snart frosten var gået af jorden, kom spaden derfor på arbejde, græstørv efter græstørv blev læsset på trillebøren og kørt væk, sække med komposteret komøg blev vendt i, og der blev hegnet mod rådyr. Da jordbærplanter og læggekartofler begyndte at dukke op i planteskolerne, var jeg klar med de første ca. 20 m2 bar jord.

Jeg lod mig nok rive lidt med, for tre forskellige slags læggekartofler kom med hjem og lagt til forspiring, og derudover et par poser med forskellige løg og rigeligt med ærter. Ærter og løg havde jeg dyrket før, men det var mit første forsøg med kartofler. De spirede fint, og de par stykker, der ikke så så friske ud, blev sorteret fra, inden de resterende kom i jorden og blev dækket til efter alle kunstens regler.

Læs også: Test: Sådan fjerner du lettest visne blade

De voksede også godt til, og omkring Sankt Hans var de første små nye hjemmedyrkede kartofler klar til at blive serveret – og hvor smagte de bare fantastisk! Det viste sig i øvrigt også, at tre poser læggekartofler var mere end rigeligt til mit forbrug, men det så bragende godt ud med en køkken­ have, der bugnede af struttende planter, og det var en fed fornemmelse bare at kunne gå ud og sætte greben i jorden – og vupti!, så var der lækker aftensmad på bordet.

Det var lige før, jeg gik rundt og blev helt selvtilfreds, men lidt længere hen på sommeren begyndte planterne pludselig at se triste ud. Jeg slæbte flittigt vandkande efter vandkande på tørre dage, men det var tydeligt, at de ikke havde det godt. Jorden i køkkenhaven var simpelthen for mager, og de poser med komposteret komøg, jeg møjsommeligt havde fået blandet i, var langt fra nok til at dække behovet. I år er det derfor planen, at der skal køres langt større mængder møg på, og formentlig vil det tage flere år, før jorden har en kvalitet, så jeg kan bevare selvtilfredsheden hele sæsonen igennem. Men succesen var heldigvis stor nok til, at jeg har masser af mod på at fortsætte, og her i foråret skal køkkenhaven udvides med flere m2, så der også bliver plads til, at jeg også kan forsøge mig med nye afgrøder.

Jeg skulle selvfølgelig også have jordbær i min nye køkkenhave, men der var mindst ti forskellige sorter at vælge imellem – og hvilken ville nu være den bedste? Efter lange overvejelser og sammenligning af beskrivelserne på de forskellige sorter blev jeg til sidst enig med mig selv om, at den bedste måde at vælge på ville være at købe en af hver og så lade det komme an på en prøve.

Jeg forestillede mig allerede, hvordan jeg kunne sidde en sommerdag i skyggen og lave en blindtest ved havebordet, sammenligne de forskellige jordbær og udvælge de bedste til videre avl. Da sommeren kom, løb jeg dog ind i den udfordring, at alle planterne ikke fik bær samtidig. Det er jo egentlig meget smart, for så kan jeg sikre mig friske jordbær over en længere periode, men det passede ikke så godt ind i blindtestningsplanerne. Desuden blev de første par planter ribbet af solsortene, inden jeg fik købt et net at lægge over.

I år regner jeg dog med at blive lidt klogere på favoritsorterne, og der skal nok blive masser af bær, for planterne har flittigt sendt udløbere ud med små nye planter.

Nu bliver kunsten så at spore børnene tilbage til deres mødre og at få sat de rette navneskilte ved dem. Jeg er ikke sikker på, at det lykkes, og skulle jeg gøre det igen, ville jeg nok plante dem forskellige steder i bedet, så de ikke fik filtret sig sammen, men jeg kan da glæde mig over, at jeg i år vil få et stort og mangfoldigt jordbærbed.

Her ser du haven i bjergene… Ren idyl.

Haven i bjergene

Læs også: Sådan bekæmper du ukrudt

Havehøns

Allerede inden jeg flyttede ind, vidste jeg, at jeg gerne ville have høns, og da den tidligere ejer også holdt høns, var det projekt forholdsvis nemt at gå til. Så snart foråret kom, flyttede de første fjerkræ ind, og kort tid efter kunne de første hjemmelagte æg med store mørkegule blommer samles ind.

I stalden var der efterladt nogle gamle, men fuldt funktionsdygtige varmelamper, så jeg besluttede at udvide hønseflokken med ti små dunede daggamle kyllinger.

Og de var godt nok nuttede. Det var ikke muligt at kønsbestemme dem i den alder, men jeg håbede, at der ville være en del høner imellem, som kunne indlemmes i ægproduktionen og ruge nye kyllinger ud til næste år. De hanekyllinger, der måtte være, kunne så havne på middagsbordet, når de havde vokset sig store nok.

Jeg har altid syntes, det var hyggeligt, når jeg kom på landet, og der rendte høns frit rundt i haven, så ligeså snart kyllingerne var store nok til selv at kunne holde varmen, blev de opgraderet til fritgående havehøns i dagtimerne. Det har levet op til alle mine forventninger om, både hvor nemt og hvor hyggeligt det ville være, men jeg havde ikke forud­ set, hvor meget god underholdning der faktisk også er i sådan en flok høns. Hvad de ikke har i intelligens, har de til gengæld i personlighed, og der er ikke noget andet dyr, der kan spankulere rundt med en så selvovervurderende selvfølgelighed som en hane – lige indtil han opdager, at de andre har fundet noget interessant i den anden ende af haven, og han kommer benene i en gangart, der er Monty Python værdig. Det gør det så heller ikke bedre, at racen er en stor, tung Orpington, der minder lidt om overvægtige madammer i store brusende skørter. Jeg har ikke tal på de gange, de har fået mig til at grine, og så følger de nysgerrigt med mig rundt og holder mig med klukkende selskab i haven.

Desværre viste det sig, at der var flere haner end høner imellem, og planerne om at få dem ekspederet videre ind på spise­ bordet krævede, at jeg fik mandet mig op til at gribe øksen. Jeg har ingen dårlig samvittighed over at skulle spise dem, for jeg ved, de har haft et godt liv, og de smager helt sikkert også fremragende.

Men trods flere tilløb har jeg simpelthen ikke kunnet få mig selv til at slå dem ihjel. Der er åbenbart stadig for meget storbytøs i mig. Jeg bliver nok nødt til at finde en eller anden, der ikke er helt så blødsøden, som kan kappe hovedet af dem for mig. Situationen lige nu er derfor, at jeg tidligt hver eneste morgen bliver vækket af seks galende haner, der med en ukuelig entusiasme forsøger at overgå hinanden.

Haven i bjergene

Træfældning og nye bede

Kloge havefolk plejer at sige, at man ikke skal gøre for meget i haven det første år, men vente og se, hvad der dukker frem af jorden. Jeg kan med god samvittighed sige, at det råd har jeg været bedre til at følge, end jeg i første omgang havde planer om.

Der var mange træer i haven, der var blevet så store, at de både klemte hinanden og stjal en masse lys. Før jeg overhovedet kunne begynde at tænke i nye blomsterbede, var jeg derfor nødt til at få gang i motorsaven, og de største af træerne måtte jeg have professionel hjælp til, men lidt efter lidt blev der åbnet op. Jeg havde en del planter med fra min gamle have, som ventede på at blive tildelt en ny plads, og der var også allerede forskellige stauder og rhododendron i den nye have. Men mens jeg havde haft travlt med at grave køkkenhave og fælde træer, havde skvalderkål og brændenælder haft kronede dage. Før jeg kunne komme videre, var jeg derfor nødt til at finde de grove havehandsker frem og luge trillebør efter trillebør af meterhøje brændenælder og næsten massive måtter af stærkt sam­ menfiltrede skvalderkålsrødder.

Hvor lugningen i min gamle have var et forholdsvist overskueligt projekt, var mængderne af ukrudt her næsten ved at tage modet fra mig. Kvadratmeter for kvadratmeter fik jeg dog arbejdet mig igennem de gamle bede og gjort plads til mange af de medbragte planter. Inden frosten kom, nåede jeg endda at få etableret et par helt nye bede med bl.a. magnolia, rhododendron, hosta og storkenæb. Formentlig kan jeg allerede i år nyde, at det i hvert fald nogle steder begynder at ligne en rigtig have. Nu hvor det grove lugearbejde er gjort forventer jeg, at lugningen i år bliver noget lettere at gå til i disse bede – men så er der masser af nye områder med skvalderkål, brændenælder og brombær, jeg kan kaste mig over og forsøge at inddrage til have. Jeg kommer ikke til at mangle noget at rive i, og der er rigeligt plads til at realisere nye havedrømme.

Læs også: Gynger gør naturen til en ven

Tekst  Signe Goldmann

Foto  Signe Goldmann