Høstfloks er en af yndlingsstauderne i sensommerhaven
Jeg har flere yndlinge blandt blomsterne i sensommerhaven, og høstfloks hører helt klart til blandt dem. Jeg har flere forskellige og holder utrolig meget af deres smukke blomster og ikke mindst deres helt vidunderlige duft. Der er dog to af dem, som jeg holder særligt meget af: Eden’s Smile og Charlotte Blanchet.
Eden’s Smile er lilla, når den springer ud, men efter nogle dage begynder farven lidt efter lidt at falme til lyslilla, og på hver enkelt blomst kommer der en aftegning, der minder om en blomst inde i blomsten.
Charlotte Blanchet har til gengæld den yndigste sartrose farve, man kan forestille sig. En utrolig lækker floks.
Man skal nok være lidt heldig, hvis man lige løber ind i en af disse to floks på den lokale planteskole, men mange steder er de flinke til at bestille planter hjem. Ellers er der et rigtig stort udvalg af planter, man kan købe hjem fra forskellige staudeplanteskoler over internettet, men da planterne ofte klippes ned inden de sendes med posten, vil man først kunne nyde blomsterne til næste sommer. De her to skønne floks er dog værd at vente på, hvis I spørger mig.
Tekst Signe Goldmann
Foto Signe Goldmann