Jeg samler frø af smukke stokroser
Nu hvor jeg skal flytte til en ny have, er der en del planter, jeg ikke kan tage med mig, men som jeg også meget gerne vil have i min nye have. Bl.a. har jeg en del stokroser i flere forskellige farver. Heldigvis er de lette at tage frø af og nemme at få til at spire, hvis de bliver opbevaret rigtigt. Og de er klar til at blive høstet lige nu.
Når jeg har plukket et par frøkapsler af mine yndlingsstokroser, lægger jeg dem til tørre i et kaffefilter (og så skal jeg endelig huske at skrive på filtret, hvad det er for frø, og hvornår de er høstet, for man kan aldrig huske det, når først der er gået et par dage – jeg kan i hvert fald ikke). Når jeg er helt sikker på, at de er knastørre, gemmer jeg dem i kaffefiltret et tørt og køligt sted. Køleskabet skulle være det bedste sted, men her hos mig, må de nøjes med en tætsluttende boks i skuret og formentlig en plads i kælderen, når jeg er flyttet.
Stokroserne springer et år over
Til vinter eller i det tidlige forår er det planen, at de skal sås i små potter i drivhuset og plantes ud på deres blivende plads i løbet af sommeren. De blomstrer dog først den efterfølgende sommer, så jeg må væbne mig med lidt tålmodighed. Til gengæld kan jeg få lige så mange stokroser, jeg kan tænke mig helt gratis, og selvom der ikke en nogen garanti for, at de alle sammen får præcis samme farve som deres mødrene ophav (der har jo også været en far blandet ind i det), så er der gode chancer for, at nogle af planterne falder rigtig ud.
Frøindsamling er i øvrigt også en oplagt mulighed, hvis genboen har nogle stokroser i en meget smukkere farve end ens egne. Samme fremgangsmåde kan i øvrigt bruges til de fleste frø – nogle (de såkaldte kuldekimere som de fleste stauder hører til) kan dog med fordel sås udendørs i løbet af efteråret og vinteren, da de har brug for en periode med kulde for at kunne spire, men stil dem i drivhuset eller under et tagudhæng, så de ikke drukner i regnvejr.
Tekst Signe Goldmann
Foto Signe Goldmann