Krydderurtehave i “Haven i bjergene”

Så kom der krydderurtehave i Haven i bjergene

Jeg lovede at vise, hvor langt jeg var nået med min nye mini-slots-krydderurtehave, som jeg skrev om i artiklen her med inspiration fra Dragsholm Slot. Den er ikke helt færdig endnu, men de 4 bede er blevet samlet og sat på plads og bortset fra det ene, som lige blev brugt til at mellemlande nogle jordbærplanter, så er de 3 andre bede plantet til.

Der er bl.a. blevet plantet timian og citron-timian, lavendel (som jeg nu forsøger mig med som alternativ til rosmarin), dild, purløg, sødskærm, salvie og persille. Jeg har i øvrigt plantet noget af persillen fra sidste år i det ene bed, for den er hurtigere klar til at jeg kan bruge af den. Når den på et tidspunkt går i stok, er den ikke spændende mere, men så bliver pladsen overtaget af nogle af de små ny persilleplanter, der lige nu er plantet lidt tæt i et af de andre bede.

Persillerod

Mynte

Jeg har også mynte, men af bitter, bitter erfaring ved jeg, at den slags ikke skal slippes løs i et bed, med mindre man er indstillet på at lade den overtage det hele, så de er forsvarligt blevet plantet i krukker, der får plads for enden af bedene. Jeg har både en æble-mynte, der er ret dekorativ med sine brogede blade, og så en marokkansk mynte som bl.a. er perfekt til mojitos.

Læs også: Krydderolie og -eddike

Bedene har jeg lavet af terrassebrædder i lærketræ med en kort stolpe i hvert hjørne for at holde dem lidt på plads, og så har jeg lagt fliser imellem bedene. Ud mod resten af køkkenhaven har jeg plantet en buksbomhæk af nogle småplanter, jeg havde med mig, da jeg flyttede ind. Jeg må med skam indrømme, at de ikke har haft de bedste vilkår, og det kan desværre også ses på dem, men jeg har forsøgt at gøre skaden god igen, ved at forkæle dem med en masse lækker muldjord, så jeg håber de kommer sig og alligevel udvikler sig til en fin lille hæk i løbet af nogle år.

Højbede under opførelse

Jeg blev faktisk så inspireret af de små højbede i min nye krydderurtehave, at jeg besluttede mig for også at lave nogle lange højbede til den del af køkkenhaven, der ligger på den anden side af buksbomhækken. Før du lader dig imponere over, hvad jeg har nået at udrette, så må jeg jo hellere afsløre, at jeg har haft et par gode venner på besøg, som ud over godt selskab også har været en stor hjælp.

Foreløbig er to af de lange bede klar (og jeg har brædder liggende til endnu to, som jeg regner med at få på plads i løbet af ugen). I det ene er mine små asparges-planter flyttet ind, som jeg såede for nogle år siden, og tog med da jeg flyttede. Der går nogle år, før de er store nok, til at man kan begynde at høste, og et par omplantninger har sat væksten noget tilbage, men jeg satser på, at jeg til næste år forsigtigt kan begynde at høste de første lækre grønne asparges, og flere og flere med årene, efterhånden som de vokser mere til.

Læs også: Flot køkkenhave med krukker

Der blev også lavet plads til jordbær

I det andet lange køkkenhave-højbed er der blevet fyldt op med jordbærplanter, og der er planter nok til at fylde endnu et bed og lidt til. Det er børn af de små jordbærplanter (alle var forskellige sorter) jeg købte sidste år i et mislykket forsøg på at blindteste mig frem til mine yndlinge. Jeg har dog helt mistet overblikket over, hvilke småplanter, der er børn af hvem, så der er absolut ingen styr på sorterne længere, men forhåbentlig får jeg en masse forskellige og velsmagende jordbær fordelt ud over en rigtig lang jordbær-sæson. Jeg glæder mig allerede.

Jordbærplanter

I øvrigt har jeg også fået mig et par stikkelsbærbuske, som har fået plads på forhøjningen for enden af køkkenhaven. Efter mit besøg på Dragsholm Slot og Chefkok Claus Henriksens rosende ord om dette velsmagende bær på de stikkende grene, så var jeg jo nødt til også at gøre plads til sådan et par.

Stikkelsbærbusk

Nu mangler der bare at blive lagt de sidste par fliser, flyttet nogle jordbær og fyldt endnu et par krukker, så er min lille slots-krydderurte-have ved at være klar til sin første sæson. Jeg vil ikke afvise, at den udvikler sig yderligere og får endnu mere slots-præg hed ad vejen, men nu er den i hvert fald kommet i gang, og med en beliggenhed kun få meter fra min hoveddør, er jeg ret sikker på, at den nok skal blive brugt flittigt.

Læs også: Pesto

Tekst  Signe Goldmann

Foto  Signe Goldmann