Gul er sjældent en farve, der står højest på ønskelisten, når det handler om planter til potter og krukker. Men med lime forholder det sig helt anderledes.

Tagetes "Vanilla"

Egentlig bryder jeg mig ikke om at tale mode inden for haveverdenen, for hvis noget på den ene side er moderne, er der modsat noget, som er umoderne. Haveplanter – stauder, buske og træer – er jo ikke noget, man sådan smider væk og skifter ud med nyt. Men i potter og krukker kan man godt tillade sig at variere år efter år. Det er ikke kun farver, det handler om, hvis man taler om havetrends. Også inden for planteverdenen er der noget, der er in, og noget der er yt!

Læs også: Blomster i fint selskab på Chelsea Flowershow

Tagetes "Vanilla"

En af de planter, der i flere år har været dømt ude af de gode selskab, er tagetes. Det handler måske om, at den orange plante ofte bruges lidt idéforladt på række og geled. Fra mig skal der dog ikke lyde et eneste ondt ord om tagetes; heller ikke om de orange, for anvendt sammen med andre planter i brændte farver er den uforlignelig. Ikke mindst fordi den er så blomsterrig. Her skal det handle om en tagetes med en helt særlig farve. At kalde den limefarvet vil nok være lidt af en tilsnigelse, men farven er derhenad. Navnet er tagetes ‘Vanilla’, og den har jeg fast på programmet hvert år. Man kan så den selv eller købe den i havecentre og på planteskoler. Jeg har tagetes ‘Vanilla’ i plantekasser uden for mine køkkenvinduer sammen med andre planter indenfor samme farveskala.

“Når jeg tilplanter krukker, hylder jeg princippet om, at der kun skal én plantetype i hver, men når det gælder kasserne, sammenplanter jeg gerne.”

Som et fint modspil til de storhovedede tagetes har jeg hvide lobeliaer. Bemærk at der findes både kompakte og hængende lobeliaer. Her skal det være den hængende, fordi det er smukt, når planterne vælder ud over kassernes kant.

Læs også: Tulipaner der kommer igen år efter år

Hvid hængelobelia

Andre planter, som er perfekte i selskabet, er hvide hængepetuniaer og endelig en, som jeg vil give et par ekstra ord med på vejen. Det er den, der med sin limegrønne farve, får det hele til at lyse op. Den har ikke noget dansk navn, men hedder på latin Helichrysum petiolare ‘Limelight’. Det er en bladplante, som man alene dyrker for løvets skyld. Desuden findes en gråløvet variant, der efterhånden er ret kendt, men den limegrønne fortjener også stor udbredelse.

Tekst  Claus Dalby

Foto  Claus Dalby