På søndag er det De Vilde Blomsters Dag

Vilde blomster finder du mest i den vilde natur. Men du kan også invitere dem indenfor i haven.

Særligt i en giftfri have kan du finde vilde blomster og er du helt vild med blomster, kan du nu på søndag d. 19. juni blive klogere på de vildeste blomster, når det er De Vilde Blomsters Dag. Overalt i landet bliver der, nemlig afholdt blomsterture, som Dansk Botanisk Forening står bag.

Måske er du heldig at kunne finde nikkende kobjælde, aks-ærenspris og klit limurt eller måske den sjældne skovvikke, rederod, kongebregne, soldug eller den kødædende Blærerod.

Læs også: Planter på altanen – hvad kan du dyrke?

Vild i den giftfri have

De vilde blomster kan også blive en del af din have. Hvis du undlader at bruge gift, og hvis du lader et område være mere eller mindre fredet.

De mere almindelige vilde blomster kan dog sagtens få plads i haven. Nogle ville du måske betragte som ukrudt, men forærer du dem en vild plet i haven, der ikke slås, gødes eller sprøjtes, kan du få lov at nyde dem, som de er.

De sjældne arter, der knytter sig til særlige miljøer, kan være svære at få til at flytte ind i haven. Fruesko-orkidéer lever for eksempel kun to steder i landet, og de passer ikke til havens miljø, da de lever i symbiose med svampe og mikroorganismer i skovbunden.

Engkarse, kulsukker, natlys, fingerbøl og grøn høgeskæg finder selv vej, og det gør forglem-mig-ej, kvæsurt, gærdekartebolle og stor pibegræs måske også. Du kan også hjælpe det vilde på vej ved at så vilde planter som pomeranshøgeurt, prikbladet perikon og tandrod, der klarer sig godt i konkurrencen med græs.

De Vilde Blomsters Dag

Du kan finde en tur i nærheden af dig, her.

Der er i år 69 ture, som du kan vælge i mellem. Her tager turledere dig med ud og fortæller om de spændende blomster, I ser.

Vilde Blomsters Dag afholdes i år for 30. gang, og de foregår som altid ude i naturen, hvor de vilde blomster gror.

Norge, Sverige, Finland, på Færøerne, på Grønland og på Island afholder de botaniske foreninger også De Vilde Blomsters Dag den 19. juni 2016. Derfor kommer op mod 10.000 personer ud og ser på den vilde flora i Norden den samme søndag i juni.

Vil du hjælpe de vilde blomster? Gør din have giftfri og tilmeld dig her.

Vild men ikke ustyrlig

Vild er ikke det samme som bare at lade det hele gro til. Du kan stadig luge de planter væk, som kan komme til at overtage, og du kan stadig beskære, så der kommer lys.

Prøv dig frem og se så, om naturen ikke, helt af sig selv, tager nogle anderledes valg med smukke farvekompositioner, som du måske ikke havde fundet på. Det handler om at arbejde med og ikke mod naturen i den vilde del af haven.

Læs også: Den Danske Naturfond yder millionstøtte til 15 lokale naturprojekter

Kom ud i naturen og bliv vildt inspireret

Toni Reese Næsborg fra Botanisk Forening har været med til at arrangere Vilde Blomsters Dag i Assens samtlige 30 år, det har eksisteret, og hun fortæller, at der er en helt speciel grund til, at de arrangerer det.

Naturen i Danmark er inde i en negativ udvikling. Hun nævner grøftekanterne, hvor man tidligere kunne finde en stor artsrigdom blandt planterne, men som nu er blevet langt kedeligere.

– I dag kan man finde det beskidte dusin, som man siger: Brændenælder og en række andre planter, som altid kan klare sig, siger Toni Reese Næsborg.

Grundet store mængder næringsstoffer – både i luften og fra landbruget – er det nemlig planter, som kan optage og omsætte disse, der vokser sig store. Dermed kvæler de andre mere nøjsomme planter.

De rester af natur, der er tilbage, skal beskyttes. Det vigtigste er, at folk ikke går rundt og tror, at en kornmark er natur. Derfor opfordrer hun folk til at tage med ud og se vilde blomster, så de kan opleve, hvad natur og biodiversitet er og få lyst til beskytte det.

Vilde Blomsters Dag er arrangeret af Dansk Botanisk Forening. Dog er mange af de lokale arrangementer arrangeret i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Alle turene foregår i naturen, hvor de vilde blomster vokser, derfor opfordrer Toni Reese Næsborg folk til at klæde sig fornuftigt på.

God fornøjelse.

 

Om Giftfri Have
Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi står bag initiativet Giftfri Have. Formålet er at motivere haveejerne til at droppe giften i haven og dermed spare grundvand, natur og mennesker for påvirkning fra omkring 30 tons sprøjtegift om året.

Næsten 7000 haver over hele landet er indtil videre tilmeldt.

Læs mere på giftfri-have.dk, se Giftfri Have Danmarkskort og find os på Facebook.

Tekst  Johannes Schjelde & Søren Schaadt, Danmarks Naturfredningsforening.

Foto  Kristian Ørsted Petersen