Prins Henrik æres med ny rose – se rosen her

Prins Henrik æres med ny rose

Til ære og minde om H.K.H. Prins Henrik, der døde den 13. februar i år, navngives nu en ny rose, som prinsgemalen selv nåede at vælge.

Læs også: Gør haven vinterklar

Kendt skuespiller navngiver rosen

Kgl. skuespiller og rosenelsker Ghita Nørby har fået æren af at navngive en helt ny rose til minde om H.K.H. Prins Henrik ved et storstilet arrangement for omkring 400 delegerede på Fredensborg Slot den 1. juli. Den nye rose er forædlet af den danske og internationalt anerkendte rosenforædler Rosa Eskelund.

– Navnet er en dyb hemmelighed, men jeg kan godt afsløre, at den nye rose til ære for Prins Henrik er en vidunderlig skønhed med en smuk farvekombination i let orange over i det laksefarvede. Og så har Prins Henrik selv valgt den, fortæller rosenforædler Rosa Eskelund i en pressemeddelelse.

Læs også: Giv buketterne liv med forårets grene

Rosendåb på Fredensborg

Søndag den 1. juli kl. 11 navngives den nye rose på Fredensborg Slot til ære for H.K.H. Prins Henrik. Begivenheden overværes af omkring 400 gæster som deltager i 18. World Rose Convention 2018, som for første gang nogensinde finder sted i København og har H.K.H. Kronprinsesse Mary som protektor.

På billeder nedenfor kan du se den smukke rose som H.K.H. Prins Henrik valgte.

Læs også: Jeg samler frø af smukke stokroser

Navngivningen er en mindebegivenhed

– Det glæder mig så meget, at Prins Henrik endelig får sin egen rose. Han fortjener en rose, og jeg er bare så lykkelig over, at Prinsen selv nåede at vælge den. Smukkere kan det ikke blive, siger Rosa Eskelund, der gennem sit forædlingsgartneri ’Roses Forever’ har opnået international anerkendelse for forædling af mange smukke haveroser, der tæller flere Guldmedaljevindere.

I forbindelse med navngivningen på Fredensborg Slot vil Ghita Nørby og rosenekspert Torben Thim fortælle om deres oplevelser med H.K.H. Prins Henrik. Ghita Nørby havde således glæden af at lære Prinsen at kende gennem deres samarbejde i WWF (Verdensnaturfonden) og gennem hendes kunstneriske virke. Torben Thim har ved flere lejligheder mødt H.K.H. Prins Henrik bl.a. på Château de Cayx i Frankrig. Torben Thim står bag mange tegninger til haveanlæg til Slotte og Herregårde i ind og udland.

Den nye rose til ære for H.K.H. Prins Henrik vil senere kunne beundres på Fredensborg Slot, og mon ikke den også finder vej til haven ved slottet i Cayx.

Tekst  C. Dahl