På et tidspunkt kaldte en journalist mig for ‘havernes talentspejder’, og det blev jeg utrolig stolt over. Jeg er hele tiden er på jagt efter unikke haver og finder mange rundt om i Europa.

Det begyndte med ’Drivhusdrømme’, hvor jeg portrætterede forskellige danske drivhuse, men senere begyndte jeg også at bevæge mig uden for landets grænser. Ikke alene for at skrive om haverne, men også for at lære mere.

England

For snart tyve år siden, da jeg begyndte at interessere mig for have, tog jeg til England for at suge til mig, og hvis jeg ikke på den måde havde samlet inspiration, ville min have slet ikke have set ud, som den gør i dag.

Noget af det, der fra dag ét har haft min store interesse, er havens design: For eksempel belægninger, hække, havebygninger og siddepladser. Planterne kommer i anden række på samme måde, som når man bygger et hus. Man møblerer det jo også først til sidst.

Læs også: Claus Dalby om krukker i farver

England

Holland

De første år var det alene England, jeg tog til, men så begyndte jeg også at få øjnene op for de hollandske haver. I England har man mange walled gardens – muromkransede haver – og det skyldes, at man har let adgang til sandsten fra undergrunden.

Samme muligheder har man ikke i Holland. Hollænderne og tillige belgierne er derimod utroligt dygtige til at skabe haverum ved hjælp af hække og stramt klippede træer; noget jeg også har taget til mig.

Normandiet

Frankrig er også et spændende haveland, og jeg kommer en del i Normandiet. Det er kun en dagsrejse i bil. Længere sydpå bliver haverne mere middelhavsagtige, og det er ikke så meget den stil, jeg søger.

Jeg kan bedst forholde mig til haver i den nordeuropæiske stil, da jeg lettere kan overføre indtrykkene til min egen matrikel, og siden formidle dem videre til mine læsere.

Skandinavien

I Sverige findes der utallige dejlige haver, og i den sydlige del af landet har jeg fundet så mange skønne steder.

Af en eller anden grund tror svenskerne dog, at vi er endnu bedre til haver end dem, og det skyldes nok i høj grad, at de beundrer vores bygnings- og møbelarkitekter. Måske vil nogen kalde mig en landsforræder, men jeg bliver altså nødt til at sige, at vi er langt bag efter svenskerne, hvad haver og havekultur angår.

Norge er jeg i gang med at udforske, men her har jeg kun mødt få haver, som jeg finder interessante.

I Finland har jeg aldrig været, men hen på sommeren vil jeg tage en tur derop på research.

Læs også: Claus Dalbys sommerblomster

Danmark

Mange stilarter

Der findes flere stilarter, hvad angår haver, og jeg kan lide mange forskellige typer af haver. De sidste par år har jeg især søgt efter romantiske haver til en bog med samme titel, der netop er udkommet.

Det er blevet til godt og vel tyve haver med hver deres særkende, men med et fælles træk – det romantiske. Jeg viser haver fra i alt syv lande. De danske og svenske er i overtal.

Og hvordan finder jeg så haverne, spørger mange? Det handler i høj grad om mund- til-øre-metoden. Folk, der kender nogen, der kender nogen! De haver, jeg finder og portrætterer er nemlig ofte mindre privathaver, og jeg har efterhånden et stort netværk af folk rundt omkring i Europa, og det sker ikke sjældent, at de sender mig ideer til haver, jeg bør tage forbi.

Tidligere havde jeg bunker af papirer og små lapper med adresser på haver, jeg ville besøge, men i dag tager jeg teknikken til hjælp. Ved hjælp af Google Map har jeg lavet mit eget private Europa-havekort, og her har jeg hundredvis af adresser på de skønneste steder. Så ét er sikkert: Jeg løber aldrig tør for inspiration. Hverken til bøger eller min egen have.

Læs også: Giv buketterne liv med forårets grene

Tekst  Claus Dalby

Foto  Claus Dalby