Sådan forspirer du selv dine kartofler

Snart er det tid til at lægge kartofler til forspiring, således at du kan lægge dem indenfor de næste tre-fire uger.

Selvom der stadig er en smule nattefrost, kan du godt begynde at forberede kartoffellægningen. I weekenden kan du gå igang med at ordne jorden i den del af urtehaven, hvor du vil have dine kartofler.

Normalt spirer kartoflerne i et lyst rum med 14-18 grader i løbet af tre uger. Det er en god idé at forspire kartoflerne, så du kan se, om der er nogen, der spirer for langsomt eller slet ikke spirer. Derved kan du med det samme kassere dem.

Læs også: Kan du bruge kompost fra genbrugspladsen i køkkenhaven?

Sunde kartofler

Forspirer du dine kartofler, får du kun gode og sunde læggekartofler, som kan undgå sygdomme, når de gror. Lægger du kartoflerne i et lag, kan der komme luftcirkulation til kartoflerne hele tiden. Konventionelt avlede kartofler er meget langsommere til at spire end økologiske og hjemmeavlede læggekartofler, og spirene knækker lettere af. Det skyldes formentlig, at konventionelt avlede kartofler er sprøjtede og nedvisnet kemisk.

Du skal dog være opmærksom på, at hvis luftfugtigheden ikke er høj nok, der hvor du lægger kartoflerne til forspiring, mister kartoflerne let spændstighed – men de kan stadig godt bruges. Du kan øge fugtigheden ved at spraye med vand et par gange om ugen. Det er vigtigt, der er godt med lys i spiringsrummet. På den måde sikrer du, at kartoflerne får korte farvede spirer. Så er de lettere at lægge, uden at spirerne knækker.

Købte kartofler

Hvorfor skal jeg forspire mine kartofler? – vil du måske spørge.

Forespirer du dine kartofler, vil de vokse hurtigere i jorden. Du skal i øvrigt være opmærksom på, at kontrollerede læggekartofler nødvendigvis ikke er fri for sygdomme. De er kun garanteret fri for virus. Nogle købte knolde godt kan være inficeret med sortbenssyge.

Kartoffelskimmel

Kartoffelskimmel udvikles, hvis vejret, efter midten af juli, er fugtigt og varmt. Kommer der kartoffelskimmelangreb, skal toppen fjernes hurtigst muligt. Ikke alle sorter er lige modtagelige for skimmelangreb. Jeg bruger egne læggekartofler i min have, da jeg allerede lagde nogle af de mest sunde og sygdomsfrie kartofler til side sidste efterår.

Jordtemperatur på 8 grader

Hvis du bruger din egen kompost, skal du sørge for, at jorden ikke er alt for leret. På den måde får du en luftig og dejlig muldjord. Et godt tip er at blande lidt sand i, der hvor du lægger kartoflerne. Når jordens temperatur er omkring 8 grader, kan du lægge kartoflerne ned. Hvis du vil have dem til at gro hurtigere i det kølige forår, kan du lægge plastfolie over det stykke jord, hvor kartoflerne er lagt. Under jordforberedelsen kan du give jorden NPK gødning, og eventuelt en gang senere under væksten. Husk altid at sørge for, kartoflerne får nok vand.

Læs også: Danske børnefamilier spiser stadig alt for lidt frugt og grønt

Tekst  Aage Krogsdam

Foto  Aage Krogsdam, Gary3141