Hvert år lægger Claus Dalby og hans gartnerteam flere tusind tulipanløg, så alt står i fuldt flor til foråret. Elsker du også tulipaner, så læs med her – og få Dalbys bedste tips.

Som erklæret maksimalist må jeg sige, at jeg ikke lader mig begrænse. Den kendte amerikanske skuespiller Mae West har udtalt: “Too much of a good thing can be wonderful!” Og det kan jeg virkelig tilslutte mig. I hvert fald når det gælder tulipaner. Dem kan jeg ikke få for mange af.

Da jeg for godt og vel 25 år siden købte den gamle patriciervilla i Risskov og begyndte på haven, var noget af det første, jeg kastede mig over, dyrkning af tulipaner og andre forårsløg. Heldigvis viste det sig, at de kunne lide den gode muld på stedet og kvitterede med et overdådigt flor.

Det gav mig virkelig blod på tanden. Og da bedene var fyldt op, begyndte jeg at eksperimentere med krukker. Noget, der senere er blevet til så stor en passion, at jeg har udgivet ikke mindre end fire bøger om krukkevækster.

Læs også: Haven i Hune startede Claus Dalbys interesse i haver

Skiftende farveholdninger

Det, jeg er så bidt af, når det handler om planter i krukker, er, at du ved at flytte rundt på væksterne kan skabe fantastiske sammensætninger. Det er meget nemmere end at komponere et staudebed. Fidusen er, at jeg kun planter én slags i hver krukke, så når én vækst takker af, kan den erstattes af en anden.

Jeg har en mængde forskellige sammensætninger i varierende farveholdninger, og det er en fast tradition, at jeg hvert år har krukker stående nede ved vejen uden for porten. Ikke så sjældent bliver jeg spurgt om, om blomsterne virkelig kan stå i fred. Og til det svarer jeg, at gennem mere end 20 år er der aldrig blevet knækket så meget som en stængel.

Folk kommer langvejsfra for at opleve årets farveholdning, der skifter karakter hen over sæsonen, og ikke to sæsoner er ens. Allerede inden tulipanfloret er ovre i maj, beslutter jeg mig for, hvilke farver jeg vil anvende den efterfølgende sæson.

Læs også: Claus Dalby om krukker i farver

Udenlandsk inspiration

Jeg er ofte i Holland og får megen inspiration, når jeg besøger de mange løgavlere, jeg kender der. Det betyder, at jeg kan være først med det sidste. Det er lidt ligesom at planlægge en tøjkollektion, hvor der også skal være en rød tråd …

Det er hyggeligt at forberede sig i god tid, og ofte spørger folk mig om, hvilket farvetema jeg har i tankerne til den efterfølgende sæson. Men det er altid en hemmelighed – det får I at se til næste år!

Sådan lægger du løg i krukker

Det er ifølge Claus Dalby ret nemt at lykkes med forårsløg i krukker – hvis blot du følger disse få, men vigtige råd.

Tulipanløg skal lægget i efteråret på følgende vis:

  1. Fyld krukken halvt op med muld – husk, at der skal være hul i bunden af krukken, så vandet kan løbe bort.
  2. Vand mulden godt igennem, og placér løgene forholdsvis tæt sammen. Fyld krukken op med muld, og vand igen.
  3. Fra nu af må løgene ikke få mere væde. Stil derfor krukken under dække, for eksempel i en carport, i drivhuset eller under en plade/presenning.
  4. Stil krukken ud i det fri, når de første bladspidser viser sig i løbet af foråret, og påbegynd vandingen på normal vis.

Læs også: Lime i krukker

Tekst  Claus Dalby

Foto  Claus Dalby