Tidlige krokus – mine yndlinge …

De små tidlige krokus hører til blandt mine absolutte yndlinge i det tidlige forår, og jeg skal helt sikket også have lagt et par poser krokusløg i min nye have i efteråret, for det er helt utroligt, hvor meget glæde sådan et par poser kan skabe.

Normalt er det de senere krokus, man ser rundt omkring i haverne i foråret, men personligt holder jeg meget mere af de små tidlige – både fordi de er tidligere på den, og som haveelsker kan foråret jo næsten ikke komme tidligt nok, og så synes jeg også de er yndigere.

Tegn på liv

Toppene begynder allerede at dukke op af jorden i løbet af januar. Det er så livsbekræftende at mærke, at der, selv når det er allerkoldest og mørkest, alligevel er tegn på liv, og selvom der stadig er lidt ventetid tilbage, så er det med til at holde modet oppe, for man ved at foråret og lyset venter forude.

I slutningen af februar kigger de første blomsterhoveder frem, og i løbet af en uge eller to har resten fulgt trop. På overskyede dage holder de hovederne lukkede, men når den første forårssol rammer dem, så åbner de sig i de fineste farver.

I min gamle have har jeg haft rigtig mange af de tidlige krokus både i græsset og i bedene. Jeg ved ikke, om der allerede er krokus i min nye have, men for en sikkerheds skyld må jeg hellere få købt et par poser.

Læs også: Stilfuld forhave

Silkepapirsagtig lethed

De allertidligste plejer at være de små slanke crocus tommasinianus (snekrokus), der er utroligt yndige med deres silkepapirsagtig lethed. Også de små buttede crocus chrysanthus er rigtig fine og kan fås i en del forskellige skønne farver. Selv holder jeg meget af den lysegule ”Cream Beauty” og den lyseblå ”Blue Pearl”.

I mange plantecentre og supermarkeder kan man i øvrigt købe poser med blandede løg af tidlige krokus eller ”botaniske krokus”, og da de forskellige små krokus ofte klæder hinanden i farven, plejer de normalt at falde ret heldigt ud.

Ud over at skabe glæde hos forårshungrende havefolk, så er de tidlige krokus også til stor glæde for de første bier og brumbasser, og få dage efter de er sprunget ud, plejer der at være en lystig summen. Og så er det rigtig blevet forår.

havebloggen

Havebloggen med Signe Goldmann

“Jeg er havefotograf og har de sidste 3½ år blogget om små og store begivenheder i mit haveliv – først på bloggen ”Signes Vals”, hvor man fulgte min kolonihave på Amager, og nu på bloggen ”Haven i Bjergene”. Det lille, sorte træhus i byen er nemlig skiftet ud med en murermestervilla i fredet natur mellem bakkerne i det smukke Odsherred. Det bliver mit livs største haveeventyr, og der bliver brug for masser af knofedt, tålmodighed og godt humør, når den 8.500 m2 store grund med både skov og bæk med tiden skal forvandles til det rene have-paradis.”