Saml snegleæg i september og få færre dræbersnegle næste år

Hvis du gør en indsats i efteråret, kan du minimere antallet af dræbersnegle i din have næste år

Læs, hvor du finder æggene, og hvad du gør med dem.

Hvis du vil minimere antallet i din have til næste år, skal du gå i gang med at samle snegleæg fra dræbersnegle nu, mens der stadig er lys nok i din have til at se æggene.

Hvordan ser dræbersnegles æg ud?

De lægger deres æg fra august til november. En enkel snegl kan lægge op til 400 æg på en sæson. Æggene er ganske små – 3-4 mm lange.

Æggene er mælkehvide eller har en orangefarvet overflade i begyndelsen, mens ældre æg ofte er gullige. De minder om små snebær eller bær på en mistelten.

Æg fra dræbersnegle

Læs også: Oplevelser i din egen have i maj

 

Her kan du finde æggene

Sneglene lægger æggene i klumper på 20-30 styk. Æggene ligger på jorden eller i små sprækker i jorden. Typisk sørger sneglene for at lægge deres æg på steder, hvor jorden ikke udtørrer, og hvor der ikke kommer store temperaturudsving.

Et godt sted at lede efter snegleæg er fx under brædder, trærødder, i kompost- eller grenbunker samt i drivhuset, typisk under flamingokasser og krukker.

Her finder du æggene fra dræbersnegle

Sådan gør du, når du skal indsamle snegleæg

  1. Saml snegleæggene i en pose og bind knude på posen.
  2. Smid snegleæggene i skraldespanden.
  3. Du kan også mase snegleæggene eller hælde kogende vand over dem.

Det er vigtigt, at du ikke smider æggene i kompostbunken – det giver dræbersneglene gode vækstbetingelser.

Æg fra dræbersnegle ligner små hvide bær

Læs også: Spis dine dræbersnegle og kom af med de ekstra kilo

Kan snegleæg overleve frost?

Snegleæg og små dræbersnegle, der er blevet udklækket i løbet af sensommeren, kan godt overleve selv en ret streng vinter. Mens de store, voksne dør, hvis de får frost.

Det kan dog være svært helt at undgå at få dem til foråret/sommeren, da snegleæggene kan være svære at finde – fx, hvis du har en stor have og er meget plaget af dræbersnegle.

Størrelsen på æg fra dræbersnegle

Dræbersnegleæg

Find de små dræbersnegle

Du kan også med fordel indsamle de små og destruere dem.

En række smådyr i haven som pindsvin, frøer, tudser, løbebiller og fugle spiser også de små snegleæg og små dræbersnegle. Derfor kan det være en fordel at skabe gode levebetingelser for smådyrene i din have.

SE BILLEDSERIEN: Dræbersnegle – sådan bekæmper du dem

LÆS OGSÅ: Er sneglegift farligt for havens dyr?

QUIZ: Hvor god er du til at bekæmpe dræbersnegle?

Tekst  Journalist Lene Ejg Jarbøl, Bolius

Foto  Hans Erik Svart, Nobanis, Vagn Nielsen, Mariann Hjelmgaard, Bolius