Nak & æd dit ukrudt
Tankerne bag ’ny nordisk mad’ har været med til at udbrede kendskabet til naturens vildtvoksende spiselige planter – ukrudt
Faktisk er enkelte supermarkeder og grønthandlere begyndt at forhandle ukrudtsplanter som ramsløg, brændenælder og skvalderkål. Så hvorfor ikke bare spise dine egne?
Vandcenter Syd, et af landets største og ældste vandrensningsselskaber, byder fx på denne opskrift:
Stuvet skvalderkål med ramsløg og smilende æg
Ingredienser
En masse friske skvalderkål-skud, smør, piskefløde, salt og peber, ramsløg, et godt brød og æg. Gerne vagtelæg
Læs også: Hvilken plante er dette?
Sådan gør du
Et fadfuld skvalderkål af de allerfineste små lysegrønne skud skylles grundigt og blancheres, til de falder sammen. Hakkes groft.
Varmes herefter i en god klat smør og tilsættes en pæn sjat piskefløde. Koges ind til passende konsistens og krydres med salt og peber. Smagen løftes med hakket frisk ramsløg. Serveres på ristet brød med et halvt smilende æg på toppen – eller to halve vagtelæg.
Se andre opskrifter på www.vandcenter.dk, www.arla.dk eller www.mereendmad.dk.
- Ordet ukrudt kommer af tysk Unkraut, som betyder ’ikke-urt”. På ældre dansk hed det ugræs. Ukrudt er planter, som gror, hvor de ikke skal ifølge det menneske, som ejer eller driver et land- eller vandområde
- “Ukrudt er også blomster, når man først lærer dem at kende.” Peter Plys
- “Forskellen på ukrudt og en blomst er en fordømmelse”. Ukendt