Det gamle, slidte badeværelse fra 60erne blev forvandlet til et smukt rum a la romersk bad med organiske former. Men for arkitekterne var det en udfordring at få alt til at lykkes i det lille rum med skråvægge. 

Badeværelset før det blev et romersk bad

Murermestervillaen fra 1929 havde oprindelig ikke indlagt bad. Det gamle badeværelse stammede således fra en renovering i 60’erne

Engang imellem går alt op i en højere enhed. Sådan er det med det nye badeværelse på 1.- sal i murermestervillaen, hvor familien på de kun ni kvadratmeter har fået en lille wellness-afdeling.

Fra jacuzzien kan de nyde kigget til kip og de fritlagte hanebånd, og gennem tagvinduerne strømmer lyset ind, mens de høje træer udenfor svajer i vinden og bringer naturen med indendørs. På alle måder et rum skabt til velvære og afslapning.

Jacuzzi og bruseniche

Efter ombygningen: Loft og skunk er fjernet, og lyset strømmer ind i rummet gennem tagvinduerne. De store træer udenfor bringer naturen ind i rummet. På de kun ni kvadratmeter er der blevet plads til både bruseniche og luksus-jacuzzi.

Læs også: Stilrene brusedøre gør det nemmere at skabe et helt nyt badeværelse

 

Familien, der består af far, mor og to teenagebørn, har boet i huset i over 20 år, og husets to badeværelser var det sidste, som manglede at blive renoveret. Alle var enige om, at når det skulle ordnes, skulle det gøres ordentligt – det skulle være lækkert. Men ideerne og inspirationen manglede.

Familien havde aldrig før allieret sig med arkitekter, og ideen til at kontakte Per Birch og Merete Rasmussen fra tegnestuen Birch & Rasmussen, der er medlem af Danske Boligarkitekter, fik de via nogle venner, som havde benyttet arkitektparret med et godt resultat.

Familiens eneste krav til arkitekterne var, at loftet skulle åbnes til kip. Og så ville de gerne have en jacuzzi, men det var ikke et ultimativt krav. For ingen regnede med at der ville blive plads i det lille rum.

Se flere billeder hos Danske BoligArkitekter

Arkitektparret præsenterede ejerne for en håndfuld udkast til, hvordan rummet kunne indrettes. Kun et af dem levnede plads til en jacuzzi, men det tog ikke familien lang tid at beslutte, at det skulle være det. Ideen med de organiske former omkring badekarret var de aldrig selv kommet på.

– Badeværelser bliver let meget firkantede i udtrykket, derfor valgte vi den mere organiske form og løste samtidig pladsproblemet ved at hæve afdelingen og skabe et plateau med badekarret, fortæller Merete Rasmussen og Per Birch.

Processen var usædvanlig, fordi arkitekterne udarbejdede en model i 1:1. Tegningerne blev til på computeren og printet ud i A3-format, hvorefter de blev de klistret sammen og lagt på badeværelsets gulv, så arkitekter og murer kunne få et nøjagtigt billede.

Se flere af arkitekt Per Birchs projekter her

Læs også: 7 tips til et tørt badeværelse

  

Ombygningen greb også ind i de underliggende rum på grund af en kompliceret rørføring i det gamle hus, som oprindelig havde kakkelovne, før der blev indlagt centralvarme. Ejerne var derfor lykkelige for, at de havde valgt at lade arkitekterne stå for hele byggestyringen.

– Det er en enorm lettelse, at nogen tager ansvaret, når der opstår uforudsete problemer undervejs, siger ejerne af huset.

Renoveringen har ikke været billigt, da familien ikke er gået på kompromis med valg af inventar. I dag kan de så nyde, at husets gamle badeværelse er blevet et lækkert og højloftet wellnessrum.

Se også inspirationsgalleriet: 10 fantastiske køkkener 

Den brede kant ved badekarret er en god siddeplads, når der skal lakeres tånegle og andre praktiske gøremål, som hører til i et badeværelse.
Man kan også sidde her med et glas vin og samtale med den badende.
For at være sikker på, at alt passede på det begrænsede areal, og at buerne havde det rette sving, udarbejdede arkitekterne en 1:1 model af hele plateauet, hvor jacuzzien skulle placeres

Fakta om ombygningen

Familien fik: Totalrenovering af 9 m2 bad på førstesal. Nyt gulv med gulvvarme. Fjernet skunk og eksisterende loft, nye tagvinduer.

Proces: Arkitekterne Merete Rasmussen og Per Birch har stået for alle faser af byggeprojekter fra den allerførste idéudvikling til byggestyring og færdiggørelse.
Materialer: Tagvinduer fra Velux, væg- og gulvfliser samt mosaikker på plateauets lodrette front fra Atlas Concorde, skab fra Unoform i valnød, bordplade med vask i hvid corian, væghængt toilet fra Ifö, badekar fra Jacuzzi Aquasoul, Unidrain gulvafløb i bruseniche, brusesøjle Axor Starck, Vola håndklædetørrer og armaturer.

Pris: Et tilsvarende bad koster 360.000- 400.000 kr. inkl. arkitekthonorar på ca, 40.000 kr.

Læs også: Fra håndværkertilbud til drømmehus

Fakta om Danske BoligArkitekter

Denne boligreportage er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter, som er en sammenslutning af 80 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring med byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet indenfor energioptimering af boliger og er dækket af en særlig ansvarsforsikring, der også dækker selvom arkitekten lukker sin virksomhed.

Se flere projekter på danskeboligarkitekter.dk.

Danske Boligarkitekter logo

 

Tekst  Gitte Nielsen

Foto  Andreas Mikkel Hansen