Derfor skal du lade din sommeraften oplyse af LED

LED bruger mindre strøm og holder meget længere end glødepærer og halogener. Derudover er LED særdeles velegnet til udendørsbelysning. I modsætning til sparepærer er LED-pærer nemlig ikke følsomme overfor udsving i temperaturen. Få styr på alle fordelene og hjælp til at vælge den rigtige LED.

En af de nemmeste og billigste måder, du kan sænke dit elforbrug, er ved at skifte dine gamle glødepærer og halogener ud med LED. Udskifter du eksempelvis 5 halogenspots på 35 watt med LED, kan du spare 300 kr. om året på elregningen.

Læs også: Ordentlig belysning er vigtigt for din velvære og livskvalitet

Du kan bruge LED overalt i og uden for hjemmet – til spots på badeværelset, læsekrogen i stuen og de kulørte lamper i haven. Med forskellige farvetemperaturer og skru op/ned-funktion kan du skabe præcis den stemning, der passer til rummet.

5 fordele ved LED

Både LED og sparepærer er fornuftige valg, hvis du vil spare på energien, men LED pærer har en lang række yderligere fordele:

  • Tænder med det samme
    Modsat sparepærer skal LED-pærer ikke først varme op, men lyser for fuld styrke, så snart du tænder dem.
    Dæmp eller skru op-funktion
    Nogle LED-pærer er dæmpbare. Det betyder, at du kan dæmpe eller skrue op for lyset – uden at farverne ændrer sig. Det står angivet på emballagen, om pæren er dæmpbar.
  • Holder længere
    En LED holder typisk i 10-15 år. Det er mindst 5 gange længere end en halogenpære. Det betyder, at du nemt kan spare over 1.000,- i pærens levetid.
  • Velegnet til udendørsbelysning
    LED-pærer tåler både kulde og vibrationer. Det gør dem særligt velegnede til lysene i haven eller på altanen.
  • Ingen kviksølv
    LED-pærer indeholder ikke kviksølv og er derfor bedre for miljøet.
  • God investering
    En god LED-pære koster omkring 50 kr. – uanset om det er en pære med stor fatning eller et spot. Selvom andre pærer er billigere end LED-pæren, så gør den lange holdbarhed, at LED-pæren er en bedre investering.
    Sådan kommer du hjem med den rigtige LED.

Læs også: Køb af hårde hvidevarer

4 gode råd når du skal købe LED

Se efter lumen i stedet for watt
Styrken på LED måles i lumen. Få hjælp til at finde en lumen, der giver den samme mængde lys som enten en glødepære eller en halogenspot her

• Gå efter Energimærket
Gå efter LED med A+ eller bedre. Så er du sikker på at komme hjem med en LED med godt lys.

• Vælg den rette farvetemperatur
LED fås i forskellige farvetemperaturer. Det betyder, at du kan vælge et koldere lys i nogle rum og et varmere lys i andre. Farvetemperaturen angives i Kelvin. 2.700-3.300 Kelvin giver et varmt lys, 3.300-5.000 Kelvin giver et neutralt lys, mens over 5.000 giver et køligt lys, der svarer til dagslys midt på dagen.

• Tjek pærens spredningsvinkel
Tjek, om LED-pærens lysudstråling passer til lampen og lysets funktion. Skal du bruge lys, som kun lyser i én retning, fx til læselampen, så vælg en pære med lav spredning. Lysets spredningsvinkel bør stå på emballagen og angives som grader (°).

Læs også: Skulle det være en varmepumpe?

Få mere viden om LED-belysning på SparEnergi.dk

Tekst  Energistyrelsen