Vi tænder lyset i loftet, når vi skal finde vej ind i alle kroge med støvsugeren. Vi tænder lyset ved køkkenbordet, når vi skal lave en god salat. Vi tænder lysene i stuens hjørner, når vi skal hygge os med en god film.

De fleste af os tænker sikkert ikke over det, når vi trykker på kontakten, men i de tre situationer er der faktisk tale om tre forskellige slags belysning: generel belysning, arbejdsbelysning og hyggebelysning.

For at indrette boligen bedst muligt til alle hverdagens gøremål er det først og fremmest nødvendigt at mikse alle disse tre hovedkategorier af belysning. Og herefter er den vigtigste tommelfingerregel ifølge den kendte indretningsarkitekt Mille Fly: Spar ikke på lyskilderne! “Mange går op i, hvad der er rigtig belysning. Til det vil jeg sige, at rigtig belysning er nok belysning.

Jeg plejer at sige, at der i hvert rum skal være fem-otte lyskilder, forstået på den måde, at hænger der tre lamper over et spisebord, gælder det for tre lyskilder,” siger Mille Fly, der her giver sine bedste tips til at belyse boligen rum for rum:

Læs også: Første række til vandet

Stuen

I stuen er der rige muligheder for at kombinere forskellige belysningsformer og lade hyggebelysningen spille en større rolle end i de øvrige rum.

Med loftslys og med lamper i hjørner, reoler osv. kan der skabes både direkte og indirekte belysning, og med lysdæmpere kan belysningen indstilles og reguleres på talrige måder: “Vi ser jo i teatret, hvordan lyset kan skabe de mest utrolige virkninger, og på samme måde kan man med enkle midler skabe stemninger i stuen,” siger Mille Fly.

Når stuen ’møbleres’ med lyskilder, er der flere ting at tage hensyn til. Lyset må ikke reflektere i glasset på billeder eller i tv-skærmen, og det kan være en god ide med lys bag tv’et, så det ikke generer og samtidig er godt for øjnene. Tv’et må helst ikke være omgivet af mørke.

Illuminated floor lamp in living room with fireplace

Illuminated floor lamp in living room with fireplace

Læselampen bag læsepladsen kan måske være med dæmper, så den omdannes til hyggelampe, når behovet ikke er til stærkt lys.

Desuden kan kombinationen af direkte og indirekte lys og af uplight og downlight – altså lamper, der lyser henholdsvis opad og nedad – give en spændende belysning. “Har man et flot loft, måske med stuk, kan det give en flot virkning med lys vendt opad. Samtidig får man spredt et godt indirekte lys,” siger Mille Fly.

Læs også: GUIDE: Sådan øger du værdien på din bolig

Køkken og køkken-alrum

Køkkenet er først og fremmest en arbejdsplads, men hvis I også spiser der, er det mere end det, og køkken-alrummet skal kunne rumme det hele.

Det betyder, at belysningen skal kunne ændres i forhold til de forskellige funktioner. Der skal være effektiv og direkte lys på det sted, hvor I hakker og snitter, og lyskilden skal selvfølgelig anbringes på en måde, så I ikke skygger for den under arbejdet, siger Mille Fly.

Når I så sætter jer til bords, skal arbejdsbelysningen kunne slukkes eller dæmpes, og I kan evt gå over til det, hun betegner som ’hyggelig lejrbålstemning’. “Den kan man få med en lyskilde, der udelukkende sender lyset ned over bordet.

Et godt og varmt lys over bordet kan gøre maden smuk, mens et kedeligt og koldt lys kan gøre det modsatte og få en tomat til at virke alt andet end indbydende. Lyset over bordet skal give den rigtige farvegengivelse,” forklarer Mille Fly.

Badeværelset

I badeværelset skal I huske, at de valgte lamper skal være godkendt til vådrumsbelysning. Også her kan I med fordel kombinere flere lyskilder: “Der er jo ingen grund til at chokere sig selv om morgenen med et nærmest blændende lys, men samtidig skal der være effektiv belysning ved spejlet, så man kan plukke sine øjenbryn,” som Mille Fly siger.

Hun minder om at huske det bløde og varme lys på badeværelset – stearinlys kan skabe hygge og stemning, og det samme kan skabes med dæmpefunktion på loftslyset.

Læs også: Hvad betyder belysning for sundhed og velvære i boligen?

Gang-entré

Den generelle belysning i loftet gør, at I har lys nok til rengøring – men hvorfor ikke også have hyggebelysning i gangen? Når jeres gæster fx skal på toilettet, er det jo hverken rart at skulle gå rundt i halvmørke eller at gå fra hyggebelysning til skarpt lys. Her kan hyggebelysning fastholde stemningen.

Til gengæld skal der være godt med lys på, når man skal finde sit overtøj. Derfor kan I også her mikse flere lyskilder eller sætte en lysdæmper på lamperne.

Kontor-arbejdsrum

Hvis I skal sidde ved bordet og skrive, eller I har symaskinen fremme, siger det sig selv, at der skal være direkte spotlys på. Det er dog vigtigt, at arbejdsrummet både er godt at arbejde i og giver mulighed for indimellem at slappe af og hvile øjnene.

Der er dem, der med det samme tænker ’arkitektlampe’, når det handler om kontoret – og det er så det. Men også her er det godt med kombinationen af den direkte belysning og den indirekte belysning, påpeger Mille Fly.

Soveværelset

Soveværelset er et rum, hvor lyset er slukket det meste af den tid, vi opholder os i det. Det ændrer dog ikke på, at også dette rum i høj grad kræver forskellige belysningsformer til forskellig funktioner.

“Der skal være det gode, direkte lys, så man kan finde tøj i skabet, og derudover skal der være det generelle lys med en loftslampe, så man kan se til at støvsuge.

Ved sengen skal man have sengelamper, der egner sig til at læse ved, og endelig skal der også være hyggebelysning,” konkluderer Mille Fly.

Læs også: Flere danskere vil have walk-in-closet

Børneværelset

I børneværelset gælder det som i alle boligens andre rum: der skal være flere lyskilder, så der kan komme direkte lys på børnenes aktiviteter: “Desværre ser man i mange børneværelser, at der kun er et indirekte lys i form af for eksempel en rispapirlampe, der hænger ned fra loftet.

Det giver lys som på en overskyet dag klokken 12. Det er kedeligt og forfladiget, og det kan man ikke være bekendt. Der er ingen skygger, ingen dramatik,” forklarer Mille Fly.

Hendes råd til forældrene er derfor: Husk reglen om fem-otte lyskilder pr. rum, så også børnene får flere muligheder for at skabe stemninger ved at vælge mellem lyskilderne.

Indretningsarkitekt Mille Fly er uddannet på Danmarks Designskole. Hun er selvstændig i fællesskabet Fly og Helsted i København. Se mere på www.flyhelsted.dk

Læs også: Hjemmelavede genbrugspuder til haven

Tekst  Kurt Balle Jensen

Foto  Getty