Når det bliver tid til at tænde op i de omkring 750.000 brændeovne, der står rundt omkring i de danske hjem, kan du sagtens sprede hygge og varme med god samvittighed – bare din brændeovn ikke er for gammel, og bare du tænder rigtigt op.

Efter en dejlig tur i skoven er det livgivende at sætte sig foran brændeovnen og varme hænderne. Midt i den mørke vinter findes der ikke meget, der er hyggeligere end at varme stuen op til 30 grader og glemme frosten udenfor.

Brænde- og pilleovnene er de eneste energikilder, der kan skabe denne fornemmelse – og det helt uden at man skal bekymre sig om varmeregningen.

Læs også: Få styr på dit brænde

35683145

Hvordan kan vi bruge brændeovnen med god samvittighed?

En gammel brændeovn forurener op til tre gange så meget som en ny Svanemærket ovn, og det hjælper ikke ret meget at sætte et filter på den, lyder det fra Miljøstyrelsen. En stor del af partiklerne bliver nemlig først dannet, efter at røgen er kommet ud af skorstenen. Og et filter kan ikke fjerne de gasser, der bliver til partikler, når de kommer ud i det fri og bliver kølet ned, og derfor har det kun en lille positiv effekt på miljøet.

Derimod kan du gøre meget for miljøet ved at skifte den gamle ovn ud med en Svanemærket. De nye ovne udleder mindre end fem gram partikler pr. kilo indfyret træ, og det er under det halve af, hvad brændeovne gjorde for bare ti år siden.

Læs også: Brændeovne i nyt design

Fyr rigtigt

Men selv om ovnene er blevet mere miljøvenlige, er det ikke nok i sig selv. For selv den reneste brændeovn kan forurene, hvis ikke der fyres rigtigt. Det er heldigvis ret enkelt at gøre: Du skal tænde op i toppen, for så brænder træet oppefra og ned på samme måde som et stearinlys. Det betyder, at træet brænder langsommere og bliver langsommere varmt, og dermed kan flammerne nå at brænde gasserne og partiklerne, inden de kommer op gennem skorstenen.

Når man omvendt tænder op i bunden af brændet, bliver flammerne kølet ned af det træ, der ligger ovenpå, og de når derfor ikke at forbrænde de skadelige gasser.

Et andet godt råd er, at der altid skal være rigtig ild i træet. Der skal være flammer, det må ikke bare ulme. Noget af det, der forurener mest, er, hvis man fylder ovnen op om aftenen, og så lader den stå og ulme hele natten. Det er den metode, der sender allerflest partikler op i luften.

Brændeovnen må ikke være for stor

Miljøstyrelsen anbefaler, at man tænker sig godt om, når man vælger størrelse på sin brændeovn. Den må ikke være for stor, og i langt de fleste tilfælde betyder det, at det er nok med en brændeovn, der kan yde 3 kW.

Hvis brændeovnen er for stor, bliver der hurtigt for varmt i det rum, hvor den står. Så bliver man fristet til at skrue for tidligt ned for ilten, og det giver mere forurening.

Det er derfor bedre for miljøet, hvis ovnen er lidt for lille – men det bedste er selvfølgelig, at den passer.

På Miljøministeriets hjemmeside mst.dk kan du beregne, hvor stor en ovn du har brug for.

Læs også: Det kan du gøre, hvis du lider under røgen fra din nabos brændeovn

Ild i ovnen

Ren ild på piller

Et alternativ til de traditionelle brændeovne er en pilleovn. Og den er der flere og flere, der vælger, fordi den tænder sig selv op og samtidig brænder meget rent. Når du først har hældt pillerne i, kan ovnen holde sig i gang i rigtig mange timer.

Sådan tænder du rigtigt op i brændeovnen
…så reducerer du forureningen

  • Få hurtigt ild
  • Læg to stykker brænde i bunden.
  • Oven på det stabler du pindebrænde i lag med luft imellem, så du kan tænde i den øverste del.
  • Flammerne skal arbejde sig oppefra og ned ligesom på et stearinlys. Metoden hedder top-down.
  • Brug kun tørt træ, vådt træ ryger for meget. Fugtigheden skal være på maks. tyve procent. Køb evt. en fugtmåler eller slå to stykker træ mod hinanden. Hvis det lyder hult, er det tørt nok.
  • Sørg for rigeligt luft
  • Skru først ned for luften, når flammerne bliver lysere.
  • Fyr lidt ad gangen og brug ikke for store stykker træ.

Tjek din røg

Du kan selv tjekke, om din brændeovn forurener. Gå udenfor og kig på den røg, der kommer op af skorstenen. Røgen skal være næsten usynlig, når den kommer op i luften. Er den mørk i farven, er det tegn på dårlig forbrænding inde i ovnen. En god brændeovn med en god skorsten vil, hvis den bruges korrekt, sende en næsten usynlig røg op i luften, hvor den hurtigt kan spredes for vinden.

Læs også: Hver fjerde husstand har en brændeovn

Tekst  Jette Damgaard

Foto  Polfoto, istockphoto