Pristest: Her er de billigste brændepriser i 2016

Bolius har undersøgt, hvor du køber det billigste ovntørrede brænde af bøg, ask, eg, birk og blandet løv i september 2016. Sammenlign brændepriserne og få gode råd om køb af træ til brændeovnen.

Der er mange penge at spare, hvis du skal købe brænde. Det viser en stor test af priser på brænde, som Bolius har lavet i uge 37 og 39 i september 2016.

Bolius har undersøgt priserne for et palletårn ovntørret brænde på 34 hjemmesider, der leverer brænde til hele landet. Vi har tjekket priserne på både bøg, birk, ask, eg og blandet løv. Brændepriserne er inklusive levering.

Der er flest penge at spare på ask – her er der 659 kroners forskel fra den billigste til den dyreste leverandør af et brændetårn ovntørret brænde. Ellers kan du spare 446-610 kr. afhængig af træsort.

Vær opmærksom på, at flere af brændeleverandørerne giver rabat, hvis du køber flere brændetårne.

LÆS OGSÅ: Billige træbriketter er ikke altid bedst

Blandet løv er billigste træ

Målt pr. brændetårn er “blandet løv” det billigste træ til 1.649 kr./stk. hos shop.dongsted.dk.

Hvilke træsorter der er i brændetårne med blandet løv varierer (ud over, at det alt sammen er fra løvtræ), hvilket således også kan være fra poppel og el, der har relativt lav brændværdi.

Brændværdien afgør, hvor meget energi der er i brændet – jo højere brændværdi jo bedre. Bøg har den højeste brændværdi efterfulgt af ask/eg og birk.

Bøg billigst på fyrogspar.dk

Vil du fyre med bøgetræ, får du det billigst på fyrogspar.dk til 1.900 kr. inkl. levering. Bauhaus.dk følger efter med en pris på 1.995 kr. inkl. levering.

Vi har valgt almindeligt bøgetræ, hvor det har været muligt, i pristesten, ikke avnbøg.

LÆS OGSÅ: 4 ting, du ikke må fyre med i din brændeovn

Ask billigst hos kvalibrænde.dk og grusdirekte.dk

Kvalibrænde.dk og grusdirekte.dk tilbyder det billigste asketræ til 1.840 og 1.875 kr. inkl. levering til fortov.

Birk billigst hos havehobby.dk

Da birk har dårligere brændværdi end både ask og bøg, og samtidig har nogenlunde samme prisleje, giver det måske ikke så meget mening at investere i det til brændeovnen. Birk er dog også kendt for sin gode duft, når det afbrændes, og træet fænger let og giver mindre røg.

Birkebrænde er billigst hos havehobby.dk til 1.849 kr. inkl. levering til fortov.

Læs også: Huspriserne runder magisk grænse

Brænde “Til døren” er ikke altid til døren

Langt de fleste firmaer tilbyder at levere brændet til dit fortov gratis. Priserne i Bolius’ undersøgelse er inklusive levering til fortovet.

Flere skriver, at de leverer brændet “til døren”, men det kan du ikke nødvendigvis tage bogstaveligt. Ofte betyder det blot, at firmaerne sætter det tonstunge brændetårn på fortovet ud for din matrikel.

Har du en lang indkørsel, er du dårlig til bens, eller gider du bare ikke besværet med at slæbe brændet fra fortovet og ind i skuret/garagen/under halvtaget, er det værd at notere sig, hvem der tilbyder transport helt ind, hvor du vil have brændet stående, samt hvor meget det koster.

Husk, at firmaerne er afhængige af, at underlaget er fast, da brændet + gaffeltrucken kan veje 2-3 ton. Derfor fraskriver flere firmaer sig også ethvert ansvar for skader – som fx knækkede fliser – i forbindelse med levering inde på matriklen

Lufttørret vs. ovntørret brænde

Bolius har kun undersøgt priserne på ovntørret træ hos brændesælgerne. Det ovntørrede brænde bør være klar til brug, når du får det leveret, selvom du ikke kan være helt sikker på det.

Leverandørerne sælger også lufttørret træ, hvilket typisk betyder, at det ikke er tørt endnu og stadig har brug for at ligge nogle måneder eller et års tid endnu for at tørre helt igennem.

Er der mere vand i træet, er det sværere at tænde, og du får mindre varme og mere sod, der kan føre til løbesod i skorstenen og i værste fald skorstensbrand.

LÆS OGSÅ: Sådan tørrer og stabler du bedst dit brænde

Aftal fugtindhold med leverandøren

Når du bestiller brænde, bør du aftale med sælgeren, hvilken fugtighedsprocent brændet skal leveres med, og du bør kontrollere, om det leverede brænde har den aftalte fugtighedsprocent, inden lastbilen kører igen.

Det gør du med en fugtighedsmåler til brænde, der kan fås til et par hundrede kroner i byggemarkeder. Stik måleren ind omkring centrum af træet, og aflæs fugtighedsprocenten. Er den højere end det aftalte, bør du sende brændet tilbage eller få et afslag i prisen.

Brænde skal have et fugtindhold på højst 18 %

Brænde bør have en fugtighed på omkring 18 %, når du putter det i brændeovnen, fordi du dermed sikrer en såkaldt ren forbrænding, hvor du får fuld udnyttelse af træets energi og dermed mest mulig varme.

Læs også: Få 2000 kr. for din gamle brændeovn

Billigt at købe træ hos private eller i løs vægt

Det billigste brænde får du dog ikke hos de konventionelle brændesælgere.

Som regel kan du få træet endnu billigere, hvis du finder et brændeudsalg hos en privat eller et savværk, men husk, at der kommer transportomkostninger oveni.

Der kan også være penge at spare, hvis du får leveret brænde i løs vægt.

Billigst at sanke brændet selv

Det allerbilligste er dog at tage brændet i egen hånd i en af de danske statsskove med et sankekort, hvor du har flere muligheder for at få fat på brænde. Det kræver dog, at du gør en del arbejde selv.

Hvad er et brændetårn?

Et brændetårn eller et palletårn på omkring 1,8 m³ består af stablet brænde.

Læs også: Har du den bedste bank?

Hvad skal du være opmærksom på, når du køber ovntørret brænde?

– Brændværdi – forskellige træsorter har forskellig vægtfylde, der har en afgørende betydning for, hvor meget energi der er i brændet. Bøg har den højeste brændværdi efterfulgt af ask/eg og birk.
– Fugtindhold – bør være højst 18 %, tjek det med en fugtmåler, når du får det leveret.
– Brændets kvalitet – jo mere kernetræ jo bedre, jo flere grene jo dårligere.
– Levering – er prisen inkl. levering, og leveres brændet til fortov eller døren?
– Mængden af brænde – angiver sælgeren brændetårnets indvendige eller udvendige mål (du får mest brænde, hvis det er indvendige mål)? Tjek, at du fået den korrekte mængde, når brændet leveres.
– Brændeleverandørens omdømme – tjek evt, anmeldelser af firmaet på Trustpilot.dk eller på Google.

Læs også: Styr dit varmeanlæg fra mobilen

Hvad er træets brændværdi?

Træets brændværdi er den mængde varme, der udvikles ved fuldstændig forbrænding.

For næsten alle træarter er veddet bygget op på omtrent samme måde. Derfor er brændværdien for forskellige træarter nogenlunde ens, nemlig 19 megajoule (MJ) pr. kilo tørt træ. Men fordi løvtræ vejer mere end nåletræ pr. rummål, er der mere brændværdi i en kævle løvtræ end i en kævle nåletræ af samme størrelse.

Blandt de forskellige sorter af løvtræ er er der mest brændværdi pr. rummål i bøg. Der er altså mest brændværdi i et palletårn af bøgetræ end af andre træsorter.

Læs også: Regeringens 2025-plan: Det betyder den for boligejerne

Træart Rumtæthed (kg tørstof/m³)
Bøg 580
Eg 570
Ask 570
Elm 565
Birk 540
Ahorn 500
Bjergfyr 490
Pil 460
El 440
Skovfyr 430
Lind 420
Gran 370
Poppel 370

Kilde: Skoven-i-skolen.dk

Læs også: Spar en formue: Forkort løbetiden på dit boliglån

Sank dit brænde i skoven – billigt

Den billigste måde at købe brænde på er typisk i skoven. Her er der flere muligheder:

Sank brænde

At sanke brænde er at indsamle træknuder og grene, der ligger i skovbunden i statsskovene, eller et helt træ eller rester fra skovning. For at gøre det, skal du købe et sankekort i Naturstyrelsens Brændebutik.

Naturstyrelsen har pr. 1. januar 2016 indført et nyt landsdækkende salg af sankebrænde via nettet. Tilmeld dig nyhedsbrevet Brændeinfo og få besked, når der er sanketræ i dit område. Herefter køber du sankekortet og får tilsendt en købskvittering, og hvor brændet kan afhentes. Du skal hente brændet senest 3 måneder fra købsdatoen.

Priseksempel for sankebrænde for 1,5-1,8 rummeter (kubikmeter fastmasse, KFM):

Godt løvtræ, typisk bøg: 400 kr.

Almindeligt løvtræ, typisk eg, ask og ær: 300 kr.

Nåletræ: 200 kr.

Du kan også sanke og købe færdigt brænde i private skove. Find kontaktoplysninger på Dansk Skovforenings hjemmeside

Køb en brændestak

Her har skovarbejderne samlet træet, men du skal selv afhente stakken. Hvor og hvilket træ, du kan købe, kan du se på Naturstyrelsens netbutik. Du kan også købe sankebrænde i netbutikken.

Priseksempler på brændestakke:

Prisen er pr. kubikmeter fast-masse (KFM) og inkl. moms. Træet er ikke savet og kløvet. Træet leveres ikke.

Bøgetræ: 625 kr. (344-406 kr. pr. rummeter)

Andet løvtræ: 550 kr. pr. kubikmeter fastmasse (302-357 kr. pr. rummeter)

Nåletræ: 400 kr. pr. kubikmeter fastmasse (220-260 kr. pr. rummeter)

Skovning: Fæld selv træer

Hvis du har brug for store mængder brænde, kan du få lov til selv at fælde træer i statsskovene, som skovfogederne på forhånd har afmærket.

Læs mere om selvskovning på Naturstyrelsens hjemmeside

Tekst  Journalist Thomas Lemke, Bolius