Den nyvaskede bil ser absolut lige så funklende ud morgenen efter, at den har fået en gang knofedt, vask og voks. Sikken luksus med en carport!

Tilfredsheden aftegner sig som en lille glæde i mundvigen og bliver til et regulært, bredt smil ved mødet med naboen og synet af hans bil, der er fedtet ind i pollenstøv. For ikke at nævne fugleklatter og nedfaldsblade – eller endnu værre rim og frost på forruden, når det bliver sæson for den slags. Brr!

En carport sparer tid, og tid koster…

Ifølge DMI har vi 144 nætter med en temperatur under 4 grader, hvor risikoen for rim på ruden sætter ind. Bruger du bare 10 minutter per afskrabning, bliver det årligt til 20 timer med isskraberen i hånden. Ved en dansk gennemsnitsløn løber det op i 3.000 kroner på et år.

En carport passer på bilen

“I forhold til bilens lak, dæk, gummilister og plastdele er solens stråler den helt store synder. Solen er meget værre for bilen end vind og regn. Solen gør gummilister, dæk og plastdele møre og er meget hård for bilens lak, som hurtigt bliver mat, siger teknisk konsulent hos FDM,” Jacob Mortensen. Mat lak kræver voksbehandling og alt efter, om du selv lægger knofedt til eller beder et værksted om hjælp, er der tale om en årlig udskrivning på 1.000 – 5.000 kroner, vurderer konsulenten.

Læs også: Den manglende byggeskadeforsikring

En carport hjælper boligsalget

Hos Home, der står for hver femte bolighandel i Danmark, er relationschef for hele kæden, Mads Ellegaard, ikke i tvivl om værdien af en carport. “Vi oplever en stigende efterspørgsel på carporte og garager, og det er nemmere at sælge et hus med garage eller carport. Og når man ser på de huse, der bliver solgt, har 72 procent af dem garage eller carport,” fortæller han. Særligt i række- og kædehuse er carporte et efterspurgt element, og han har set eksempler på, at helt identiske nybyggede huse afviger i pris afhængig af, om de har egen carport eller kun adgang til en fælles parkeringsplads.

En carport skærmer for skidt

Med en carport mindskes behovet for bilvask – særligt i sommerhalvåret, hvor carporten skærmer for den fedtede pollen. En tur forbi vaskehallen koster i snit 150 kroner, så blot fire ture, du har sparet, giver 600 kroner på lommen.

En carport giver et ekstra uderum

En carport giver dig et ekstra uderum, hvor du kan opbevare alt fra grøntsager og drikkevarer til tørretøj, værktøj, græsslåmaskine, cykler og brænde.

En carport giver gratis opbevaring

Med en carport er du fri for at lade værkstedet opbevare dine dæk. Den slags koster fra 300 kroner pr. sæson, så der er i hvert fald hentet 600 kroner om året.

En carport kan fange solens stråler

Tagfladen kan bruges til solceller eller solvarmeanlæg og være med til at sænke husets varmeforbrug.

Læs også: Danskernes drømme om swimmingpool

Tekst  Karin Wain

Foto  Lyngsøe