Over halvdelen af danskerne følger ikke de officielle anbefalinger om at lufte ud flere gange dagligt – og det kan give hovedpine og snue. Få tre gode råd til bedre indeklima her.

Når vinteren nærmer sig, og det bliver koldere udenfor, søger mange mennesker indenfor i varmen – og i jagten på et lunt hjem, dropper flere den daglige udluftning.

Selvom Miljøstyrelsen anbefaler, at vi lufter ud flere gange dagligt, er det nemlig kun 43 procent af danskerne, der efterlever det. Det viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen, IDA.

Kun 43 procent lufter ud

Der er dog god grund til at åbne vinduet flere gange om dagen – også selvom der er frost i luften.

Manglende udluftning går nemlig ud over indeklimaet i hjemmet, og det kan have store konsekvenser for vores helbred. Faktisk kan dårligt indeklima forårsage både hovedpine, uoplagthed og irritation af slimhinderne. 

Læs også: Gør haven vinterklar

3 gode råd til bedre indeklima

Heldigvis kan du selv gøre meget for at forbedre dit indeklima. Det oplyser Per Normann, der er hus- og haveekspert i Biltema i en pressemeddelse.

Han giver her tre gode råd:  

1. Luft ud

Følg anbefalingerne om at lufte ud flere gange dagligt med gennemtræk – særligt mens du er i bad eller laver mad. Det vil hjælpe med at fjerne dårlig luft og gør det samtidigt muligt at holde luftfugtigheden nede. Luftfugtigheden i din bolig skal helst ligge på 40-45 procent i vintermånederne.

2. Effektiv rengøring

Når du gør hovedrent, fjerner du gamle støvpartikler, som ellers kan irritere. Lav derfor en grundig hovedrengøring minimum én gang om ugen.

3. Affugt kælder og tag

Særligt i kældre eller på øvre etager nær taget kan det være svært at holde luftfugtigheden nede. Her kan du med fordel give dit hjem en hjælpende hånd – det kan gøres med en luftaffugter eller fugtfjerner.

Læs også: 10 gode råd til haven i november

Tekst  Nanna Danborg-Aamand

Foto  Getty Images