Vil du holde på varmen, er simple tricks ikke altid nok

Mange boligejere tror, at deres hus er i en god energimæssig stand

Men 37 procent af de danske boliger har energimærke E eller dårligere, viser tal fra Dansk Byggeri

Mere end hver tredje bolig i Danmark har energimærke E eller dårligere. Så hvis man synes, det trækker og er koldt i huset, er det sikkert rigtigt. Spørger man boligejerne selv, så er det dog blot 13 procent, der mener, at deres hus er i dårlig energimæssig stand. Det viser tal fra Dansk Byggeris Energianalyse 2017.

Læs også: Brug dine håndværkere til at spare på energien

 

– Hvis dit hus er dårlig energimæssig stand, så giver det flere problemer. Du fryser, selv om din varmeregning er høj. Du har ofte et dårligt indeklima. Og når du skal sælge huset, trækker det ned i salgsprisen og i, hvor attraktivt dit hus er, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri Camilla Damsø Pedersen.

– En tætningsliste på vinduet og lignende er simple trick, men desværre er det ikke altid nok til at sikre, at du får den varme og komfort, du ønsker i din bolig. Til tider skal der meget mere til. Men desværre ved boligejerne ofte ikke, at deres hus trænger til en energirenovering.

Husene er gamle og utætte

Over halvdelen af vores bygninger er bygget før 1980, inden der blev indført energikrav til bygninger. Særligt vores parcelhuse og etagebygninger er fra før 1980, og en del af dem er derfor storforbrugere af energi.

– Fordelene ved en ambitiøs energirenovering er mange. Ikke kun bliver energiforbruget mindre. Det betyder også, at boligejerne får et godt indeklima med bedre lys og luft, mindre støv og ingen træk. Gode løsninger kan for eksempel være at få vinduerne udskiftet eller vægge og tag isoleret, siger Camilla Damsø Pedersen

Læs også: Radon er stadig et problem i danske boliger

Få hjælp af en håndværker

Det kan være rigtig svært som boligejer at vurdere, om simple trick er nok. 22 procent af danske boligejere vurderer selv, at de har lidt eller meget lidt kendskab til mulighederne for at energiforbedre deres bolig. Det viser Bolius Boligejeranalyse fra 2017.

– Som forbruger behøver du ikke vide alt om energiforbedringer. I Dansk Byggeri anbefaler vi, at du allierer dig med en håndværker, som er uddannet energivejleder. Tænk energi ind, når du alligevel skal vedligeholde og renovere din bolig. Det er på det tidspunkt, at det er billigst opnå energibesparelserne, siger Camilla Damsø Pedersen

Omkring 4000 håndværkere har uddannet sig til energivejledere. Hvis du alligevel skal have besøg af en håndværker, kan der være penge at spare ved at vælge én, som kan vejlede om grønne tiltag i din bolig

Læs også: Energimærkning er generelt ikke effektiv nok

Tekst  Dansk Byggeri