Få økonomisk hjælp til dit varmeanlæg

Er dit varmeanlæg stået af, før du fik sparet sammen til den helt rigtige afløser? Så fortvivl ikke, for du har efterhånden rige muligheder for at få hjælp til finansieringen af en ny varmekilde.

Som husejer er der mange både sjove og mindre sjove ting at bruge sine penge på, og derfor står udskiftningen af det slidte oliefyr eller en umoderne varmepumpe ikke altid øverst på listen.

Men en dag siger dit gamle varmeanlæg måske pludselig stop, eller også indser du bare, at udgifterne til varme og vedligehold er blevet for høje til, at du kan undslå dig for en mere energirigtig løsning.

Heldigvis behøver du ikke på forhånd at have sparet op til den naturgas eller jordvarme, du inderst inde drømmer om, for der er i dag adskillige udbydere på markedet, der gerne hjælper med finansieringen af et nyt varmeanlæg. Og med den rette aftale – du skal regne med en rente på mellem 5 og 10 procent – kan det være en god idé at tage imod tilbuddet, fordi effektiv og miljørigtig opvarmning nedsætter varmeregningen og får huset til at stige i værdi.

Landets største gasleverandør, HMN Naturgas, er blandt dem, der tilbyder kunderne at låne pengene til et nyt gasfyr, og det siger cirka hver 10. kunde ja til, oplyser kunderådgiver Christina Grønnemose.

“Vi giver tilbuddet og fortæller om det som én af flere muligheder for finansiering af det nye gasfyr. Det vigtige er jo, at kunden får den billigste løsning, og det kan ofte være et kreditforeningslån til boligforbedring. Der er også dem, der har pengene selv, eller som går til deres bank. Men skønsmæssigt vælger cirka hver tiende kunde vores lån,” siger kunderådgiveren.

Læs også: Ny ordning: Lej en varmepumpe med abonnement

Målrettet lån med fast rente

Hos HMN Naturgas betegner man finansieringen som lån til nye varmeanlæg eller udskiftning af eksisterende. Det kan være en kunde, der går fra oliefyr til naturgas, eller som skal have udskiftet sit naturgasanlæg. Pengene, der udlånes til en fast rente, kan altså ikke bruges til andet:

“Vi foretager en kreditvurdering, og her er vi en smule barske, for vi kan jo ikke tage noget i pant. Til gengæld kan vi så holde renten på et rimeligt lavt niveau, og der er ingen omkostninger ved oprettelse af lånet, eller hvis man kommer til penge og vil indfri lånet før tid,” siger Christina Grønnemose.

Ifølge kunderådgiveren kan lånet løbe op til 10 år, og det endelige lånebeløb afhænger af installatørens faktura:
“Kunden får ikke pengene i hånden. Når regningen fra installatøren foreligger, betaler vi den og opretter lånet. Dermed har kunden måske fået tilsagn om at låne 40.000 ud fra installatørens tilbud, men ender med kun at låne 38.600 kroner, fordi installationen blev lidt billigere.”

Læs også: Styr dit varmeanlæg fra mobilen

Stigende interesse for energilån

Hos installatørvirksomheden Klimadan oplever man en stigende interesse for at benytte firmaets lånetilbud til finansieringen af nye varmeanlæg.
Da vi havde krisen for nogle år siden, holdt kunderne sig mere tilbage, for hvad nu, hvis den ene i forholdet mistede sit arbejde? I dag er der flere, der kaster sig ud i det frem for at vente, til de har sparet op,” siger salgschef Søren Jensen.
Klimadan tilbyder særlige grønne energilån til en relativt lav rente, og når det er muligt, skyldes det, at der er tale om en særlig kundegruppe, hvor risikoen som udlåner ikke er så stor, fortæller salgschefen.
Hvis man har overskud og overblik til at investere i grøn energi og i energibesparelser, er man som regel også en seriøs kunde, der overholder sine låneforpligtigelser. Vi giver tilbuddet til rigtig mange, men en del af vores kunder bruger det som løftestang til at få lånet i deres egen bank. Det er jo nemmere at gå i banken og spørge om et lån, hvis man i forvejen har et godt tilbud,” understreger Søren Jensen.
Hos Klimadan løber et lån typisk over seks-otte år, og mange foretrækker at bruge hele besparelsen ved at have investeret i et nyt anlæg til at afdrage på lånet, så det hurtigt er overstået. Dermed bliver husstandens samlede udgifter i mange tilfælde ikke større, fordi den lavere varmeudgift og låneafdrag går lige op.
Det skyldes jo så renteomkostningerne. Der er jo ikke tale om ”bondefangerrenter” på 20-25 procent, som man ser eksempler på ved lån til andre forbrugsgoder, men om energilån med renter på godt fem procent,” siger Søren Jensen.

Læs også: Sådan styrer du varmen i dit sommerhus med app og sms


Leasing af varmepumpe

Vil du lease en varmepumpe?

Ligesom det i mange år har været muligt at lease en bil, kan du nu også lease en varmepumpe. Hos energiselskabet OK har leasing været et tilbud siden februar i år, og her har man haft det fint med at forsøge nye veje:
“Vi følte os jo nok i starten, som en økologisk bonde må have følt sig, dengang det var nyt. Der var lige en tærskel, kunderne skulle over, for normalt vil man jo eje det, der står i bryggerset. Men i dag vælger 40-50 procent af vores kunder, der skal have luft-til-vand varmepumpe, at lease,” siger markedschef Klaus Kjær.
Vælger du denne løsning, skal du af med en udbetaling og derefter betale en månedlig leasingydelse. OK står for vedligeholdelse, lovpligtige serviceeftersyn osv., så du som kunde kun skal betale den faste ydelse. Leasingperioden er typisk 10 år med mulighed for forlængelse i yderligere 5 år, og herefter ejer kunden selv alt det, der er indendørs, mens OK fortsat ejer de udendørs installationer.

Læs også: Energirenovering giver sundere boliger


Finansiering – sådan gør du

Hvad der er den billigste løsning for dig afhænger som oftest af, hvor meget du skal låne. Derfor er det klogt at indhente oplysninger fra flere sider.
Snak med energileverandørens kunderådgiver, med din bank og med din kreditforening. Det giver mulighed for at sammenligne renter, omkostninger ved indgåelse af lånet og eventuelle omkostninger, hvis du vil indfri lånet før tid.
Nogle leverandører tilbyder kortvarige rentefri lån, men ellers svinger renterne typisk mellem 5 og 10 procent.
HUSK: Det hjælper ikke med en relativt lav rente, hvis omkostninger som oprettelsesgebyr og administrationsgebyr får prisen op. Altså er det ÅOP – Årlige Omkostninger i Procent – der skal sammenlignes. Det er lovpligtigt for långiveren at oplyse ÅOP.

Læs også: Vil du holde på varmen, er simple tricks ikke altid nok

Tekst  Kurt Balle Jensen

Foto  Daikin