Grønne investeringer i energiforbedringer bliver ved snakken

Vi vil investere i energiforbedringer, men vi vil også gerne have et nyt køkken

Hvis vi skal vælge, lader vi hulmursisoleringen blive ved snakken. Det viser nye tal fra Dansk Byggeris Energianalyse.

Læs også: GUIDE: Sådan øger du værdien på din bolig

Når snakken falder på investeringer i hulmursisolering, solceller eller andre ting, som kan spare på både CO2 og energiregningen, er det noget, som boligejerne er meget interesserede i. Det svarer 63 procent af boligejerne i en spørgeundersøgelse, men interessen for de grønne investeringer bliver ved snakken. Det er nemlig kun godt hver tiende boligejer, der enten har eller påtænker at få energirenoveret boligen. Det fremgår af tal fra Dansk Byggeris Energianalyse 2017.

Vi vil hellere til Mallorca

– Det er sjovere at vise det nye køkken eller sofaen frem, mens det er de færreste, der tager gæsterne med ud at se på den nye isolering under taget eller i ydervæggen. Derfor er der en tendens til, at vi populært sagt vælger køkkenet eller rejsen til Mallorca frem for den fornuftige grønne investering i energirenovering, forklarer chefkonsulent i Dansk Byggeri Camilla Damsø Pedersen og uddyber:

– Men boligejerne får ofte mere ud af grønne investeringer, end de regner med. Hvis en bolig fx går fra et energimærke E til C, stiger husets værdi i gennemsnit med 100.000 kroner. Den investering holder længere end turen til Mallorca og giver ofte et bedre indeklima i hjemmet.

Alligevel er boligejernes interesse for energiforbedringer faldet fra 80 procent i 2012 til 63 procent i 2016.

Læs også: GUIDE: Sådan øger du værdien på din bolig

Usikkerhed om investering

– En af årsagerne er formentlig de i øjeblikket lave energipriser, men også de pludselige ændringer i solcelleordningen har skabt en usikkerhed hos boligejerne, der ikke har lyst til at investere i et anlæg, hvis de ikke ved, hvad de kan regne med i årene fremover, forklarer Camilla Damsø Pedersen.

Det er da også økonomien, der er vigtigst, når boligejerne skal beslutte, om de vil energirenovere eller ej. Det svarer hele 58 procent i den seneste udgave af Bolius Boligejeranalyse.

– Der er ingen tvivl om, at hvis vi for alvor skal have flere til at energirenovere, når de alligevel står over for at skulle renovere, så kræver det, at der er en form for incitamentsordning. Det gør det attraktivt at investere i energiforbedrende boligløsninger, hvilket for eksempel Boligjobordningen viser, siger Camilla Damsø Pedersen

Læs også: Reducer dit energiforbrug når du bygger og få mere plads

Tekst  Dansk Byggeri