Så meget værdi taber du på at have et hus med dårligt energimærke

Skal du sælge dit hus? Så kan det godt betale sig at lægge energi i din boligs energimærke – et dårligt ét kan nemlig koste dig dyrt.

Din nye køber har heller ikke lyst til at fyre for gråspurvene. Derfor kan det godt betale sig at se nærmere på din boligs energimærke, når du skal sælge. Et energimærke gør det nemlig muligt for potentielle købere at få et godt indblik i, hvor energiøkonomisk og velisoleret din bolig er, og hvad det koster i varme-, el- og vandforbrug at bo i huset.

Læs også: Skift til luft-til-vand pumpe og spar op til 50 %

Derfor har det lille bogstav også en større indflydelse på, hvor meget din bolig ender med at blive solgt for, end du måske går og tror.

Det viser nye tal fra boligsiden Boliga.dk, der har sammenlignet salgsprisen på boliger med energimærker fra de højeste A og B-klasser til de laveste F og G-klasser i 2018. Og det har kostet dyrt for ejerne af de dårligst mærkede boliger.

Går ud over pris og salgstid

De villaer og rækkehuse der ligger i de laveste energiklasser F og G, er nemlig i gennemsnit blevet solgt mellem 10,9 og 14,3 procent under den pris, som boligen ramte markedet med. Til gengæld har det godt kunne betale sig for de ejere, der har gjort deres huse mere energivenlige. Boligerne i de højeste energiklasser A og B er sluppet med et prisnedslag på 4,2 og 4,6 procent.

Og det er ikke kun på prisen, at det dårlige energimærke kan mærkes. Bogstavet har også en betydning for, hvor længe din bolig kommer til at ligge på markedet. De huse, der i år er solgt med et energimærke A på salgsopstillingen, har i gennemsnit været hele tre måneder hurtigere om at finde nye ejere end de tilsvarende boliger i energiklasse G.

Det har således taget omkring 147 dage at sælge en bolig i den høje ende af energiklassen – og næsten 100 dage mere, i gennemsnit 234 dage, at finde nye ejere til et hus med energimærke G.

Læs også: Sådan sparer du op til 25% på dit gasforbrug

Gør dit hjem mere energivenligt

Boliger med et godt energimærke er typisk noget nyere end de dårligere energimærkede. Men der er heldigvis råd at hente, hvis du gerne vil gøre din bolig mere energivenlig – og det kan faktisk også betale sig, selvom du ikke går med tanker om at sælge.

Statens Byggeforskningsinstitut vurderer nemlig, at de fleste husejere har mulighed for at reducere varmeregningen i deres hus med op til 25-30 procent.

Her får du 5 gode råd til, hvordan du renoverer dig til bedre energi

1. Nye vinduer

Et af de største potentialer ligger i udskiftning af vinduer. Det kræver naturligvis en investering, men gevinsten mærkes hurtigt i form af lavere energiforbrug og bedre indeklima, og så øger det husets værdi betragteligt. Besparelsen afhænger af husets varmekilde, men i en villa fra 1960’erne opvarmet med naturgas vil gevinsten ved at isætte 30 kvadratmeter nye A-mærkede vinduer være en årlig besparelse på varmeregningen på ca. 3.000 kr.

2. Hulmursisolering

Hulmursisolering kan udføres i boliger, som har en ydervæg med hulmur, og traditionelle isoleringsmaterialer som mineraluld og flamingo bliver nu suppleret af alternative materialer, der anses for at være mere miljøvenlige. Besparelsen ved at isolere ydervæggene er typisk ca. 5.000 kr. om året.

3. Efterisolering

Uanset om du har et nyt eller et gammelt hus, kan det betale sig at gå husets konstruktioner efter, for en total efterisolering får huset til at holde bedre på varmen. Du bør blandt andet gennemgå tagkonstruktioner, lofter, skråvægge, skunkrum, ydervægge og gulve. Ifølge Energistyrelsen sker op til 30 pct. af varmetabet i et hus op gennem taget på grund af dårlig isolering.

Læs også: GUIDE: Sådan øger du værdien på din bolig

4. Ud med oliefyret

Skrot det gamle oliefyr, og erstat det med et nyt, kondenserende oliefyr, få installeret fjernvarme, køb en luft til vand-varme-pumpe, eller vælg et træpillefyr. Der er mange penge at spare, men også forskellige størrelser på investeringen og dermed tilbagebetalings-tiden. Ifølge Bolius er besparelsen typisk 7.000-8.000 kr. om året.

5. Ventilation

Der forsvinder masser af varme, når du lufter ud, så hvis dit hus er ordentligt isoleret, kan det godt betale sig at investere i et varmegenvindingsanlæg. Et typisk anlæg koster ca. 50.000 kr. Til gengæld kan du spare op til 25 pct. af varmeudgiften, når husets isolering altså er i orden.

Kilde: Boliga.dk

Tekst  Nanna Cecilie Danborg-Aamand

Foto  Getty Images