Sådan får du let et bedre soveværelse

Hvilket gulv egner sig bedst til soveværelset? Og hvilken temperatur bør soveværelset have? Få 8 gode råd til et bedre soveværelse her.

Når øjnene om aftenen begynder at hænge, er det hjernens signal om, at det er tid for dig og din krop til en god nats søvn.

Men selvom du inde i stuen havde svært ved at holde dig vågen, har du måske inde i soveværelset svært ved at få lukket et øje.

Er det noget du oplever, kan det skyldes, at tilværelsen i soveværelset ikke er helt optimalt for din krop til at kunne falde i søvn.

Læs også: Bæredygtigt byggeri: Sådan kommer du i gang

1. Luft ud i soveværelset

Sørg for at have gennemtræk såvel morgen som aften i minimum 5-10 minutter, både om sommeren og vinteren. Vinduet i soveværelset skal ikke stå åbent hele tiden, men der skal luftes ud med gennemtræk, så al luften i rummet udskiftes.

2. Hav den rigtige temperatur i soveværelset

Sørg for, at soveværelset i dagtimerne opvarmes til samme temperatur, som boligens øvrige rum, altså 20-22 grader. På den måde undgår du kondensdannelse, der kan føre til skimmelsvamp.

3. Undgå dug på ruden

Hvis der dannes dug eller kondens på ruden i soveværelset i løbet af dagen, er luften for fugtig, og rummet for koldt. Luft ud, luft de fugtige dyner og puder, og skru op for varmen, hvis der er dug på indersiden af vinduet.

Læs også: Boligkøbere vil have klimasikring eller prisafslag

4. Skab luftcirkulation ved møbler op af ydermure

Da soveværelset ofte er køligt om natten, og luften tilføres en del fugt fra de sovende i løbet af nattetimerne, bør der ikke stå skabe, reoler, kommoder og andre møbler direkte op ad ydermuren, da der vil komme kondens.

Hvis der ikke er fri luftcirkulation bag inventaret, er der stor risiko for, at der kommer skimmelsvamp på væggen bag skabet eller på bagsiden af skabet.

5. Undgå elektronik i soveværelset

Elektronik som TV, PC og printer i soveværelset afgiver kemiske stoffer, der kan belaste kvaliteten af indeklimaet og bør derfor undgås at have i soveværelset.

Læs også: Sådan sparer du op til 25% på dit gasforbrug

6. Hav ikke soveværelse i kælderen

Det er ulovligt at have soveværelse i stort set alle kældre, blandt andet fordi det er vanskeligt at etablere et godt og sundt indeklima i en kælder.

7. Hårde gulve er bedst og nemmest

Vælg et hårdt gulv som trægulv eller linoleum i soveværelset frem for et gulvtæppe. Hårde gulve er nemmere at rengøre, og selvom gulvtæpper kan være behagelige, kan de indeholde meget støv, fugt og snavs, som kan påvirke indeklimaet negativt.

8. Hold soveværelset rent

Det siger nok sig selv, men det bedste er at holde soveværelset rydeligt og rent. Det giver en bedre tilværelse, og en bedre søvn, da hjernen ikke stresser over rodet.

Læs også: Ny trend i boligindretning: Råt er hot

Tekst  Ida Blomsterberg

Foto  Colourbox, Pixabay