Status over vinteren, brug besparelser på renovering

Vinteren er hurtigt glemt, når foråret er på vej. Men det kan være en idé at gøre status over vinteren og investere eventuelle besparelser i renovering.

For selv med små justeringer kan der være meget at hente på varmeregningen.

“Selv i en mild vinter skal der ikke mange frostgrader til, før boligejerne valfarter til byggemarkederne efter små elektriske varmeapparater. Mange ejere af ældre boliger fryser, når temperaturerne ryger under nulpunktet, og det bliver værre, hvis det samtidig blæser”, siger Janus Hendrichsen, som er konsulent i Energitjenesten, der leverer gratis, uvildig energirådgivning til boligejere.

Tre gode råd

Janus Hendrichsen har tre grundlæggende tip til boligejere, der vil spare på varmeregningen.

– Tjek tætningslisterne

For det første er det en god idé at tjekke tætningslisterne på ældre vinduer. De bliver slidt med tiden, og hvis de er hårde, når du trykker på dem, er det tid til udskiftning. Det er dog vigtigt at vælge kvalitetslister, der passer – hvis ikke er det spild af penge og kan i værste fald ødelægge vinduerne. På Energitjenesten.dk ligger en guide til udskiftning af tætningslister frit tilgængelig.

– Tjek isoleringen på loftet

Dernæst er det vigtigt at sikre, at et eventuelt uudnyttet loftsrum er grundigt isoleret. Og der skal helst 400 millimeter til.

– Tjek varmesystemet

Endelig gælder det om at se varmesystemet kritisk efter og sørge for god isolering omkring alle varmerør, der løber udenfor selve boligen, f.eks. på loftet.

Ældre varmesystemer sender desuden en mængde spildvarme ud, så det er ofte en god idé at investere i et energieffektivt varmesystem.

Præcis hvilken type afhænger af boligens størrelse og beskaffenhed, så Janus Hendrichsen har et altoverskyggende råd: “Sørg nu for at få rådgivning inden du går i gang. Det er altså ærgerligt at investere 100.000 kroner i et anlæg eller en renovering, som ikke er helt rigtig.

Hvis pengene først er investeret, og anlægget ikke lever op til forventningerne, er det for sent”.

Fra olie og gas til hybrid

Der udvikles hele tiden indenfor opvarmningsområdet, da der er mange penge at spare på de moderne løsninger i forhold til de traditionelle gas- og oliefyr. Virksomheden Viessmann står bag et moderne varmeanlæg, der er en hybrid mellem et gas- eller oliefyr og en varmepumpe.

Varmepumpen udnytter udendørstemperaturen til at levere varme til boligen. Når det er for koldt til at varmepumpen kan varme huset op effektivt, sikrer hybridanlæggets intelligente styring, at gas- eller oliefyret sætter ind.

Solceller

På solcelleområdet er der også ny udvikling i form af oplagring af energien fra solceller. Firmaet Viva Energi tilbyder et såkaldt hybridsolcelleanlæg med batterilager, hvor energien oplagres på et batteri som derefter benyttes til aften og nattebrug. En anden feature ved denne løsning er, at man kan trække på den oplagrede energi ved strømafbrydelser.

Uanset hvilken energioptimeringsløsning man vælger, skal man være opmærksom på, at det er muligt at få tilskud til visse typer af efterisolering samt udskiftning af oliefyr og ældre gasfyr.

Håndværkerfradraget kan også anvendes ved energioptimering i resten af 2014, med fradrag for op til 15.000 kr. af arbejdslønnen.

Sidst men ikke mindst tilbydes der meget attraktive finansieringsløsninger, som gør at man kan få glæde af sin besparelse fra første dag med et nyt anlæg. Undersøg reglerne for tilskud hos dit lokale energiselskab.

Tekst  Karin Wain

Foto  Gettyimages