Find vej til belægningen i din nye indkørsel

Belægningen i din indkørsel skal både klæde huset og tjene som et effektivt underlag for utallige ture mellem garage og offentlig vej. Vi guider dig til at vælge den rette belægning til netop din indkørsel.

Din indkørsel er det første, der møder dig og dine gæster. Den præger både husets og hele grundens udseende, og samtidig er den et af de mest belastede områder på matriklen. Derfor er det værd at gøre dig nogle grundige overvejelser for at vælge en belægning, der ikke kun er pæn, men også praktisk og holdbar.

Læs også: Sådan fjerner du selv fliser på badeværelset

 

Med hensyn til udseendet er det i høj grad en smagssag, men et råd, der gælder for alle husejere, er at kigge på de to vigtige parametre vedligeholdelse og pris, siger Dennis Tingaard, der er konsulent i Den Unge Gartner.

“Du må gøre op med dig selv, hvor meget du vil ofre på indkørslen, og hvor meget tid du vil bruge på vedligeholdelse. Du kan vælge den billigste løsning eller den lidt dyrere, men prisen for det grundlæggende arbejde er jo den samme,” påpeger han.

“Mange tænker, at får man først lagt en indkørsel, ligger den der i mange år uden at kræve nogen form for vedligeholdelse, men sådan er det ikke. Præcis som for eksempel træterrassen kræver indkørslen vedligeholdelse, og det bør du have med i overvejelserne, når du vælger belægning,” siger Dennis Tinggaard.

Læs også: Gør din terrasse til en del af huset

Tænk langsigtet

Når konsulenten rådgiver om belægning, beder han kunderne om at overveje dagligdagens udfordringer.

Ofte er der en hæk ved indkørslen, der skal klippes, og så skal bladene jo fjernes, ligesom sneen skal det om vinteren. Det er alt andet lige nemmest med fast belægning som sten eller fliser.

På samme måde skal man være forberedt på, at det kan være nødvendigt at grave indkørslen op, for eksempel ved kloakproblemer. Her er det vigtigt med en belægning, der bagefter kan reetableres.

Alt i alt er der flere ting at tage højde for – vi har gjort forarbejdet for dig ved at lade Dennis Tinggaard gennemgå fordele og ulemper ved forskellige belægningstyper:

Læs også: Overvejer du et udekøkken?

FLISER

Fordele: Med fliser i indkørslen får du en fast og stabil belægning, der er let at vedligeholde. Fliserne kan fejes og skrabes fri for sne, og du kan komme tørskoet ind i huset. Der er rigtig mange muligheder for at skabe en dekorativ indkørsel med fliser.

Ulemper: Det kan være svært at udligne eventuelle højdeforskelle med de lidt større fliser.

Fliser i indkørsel

Fliser fås i mange fabrikater, størrelser og kvaliteter. Her er fliser kombineret med brosten i et smukt mønster

STEN

Fordele: Gode til at udligne højdeforskelle i indkørslen med. Du kommer let om hjørner med Herregårdssten og andre former for sten, og du kan med farvevalg skabe mønstre i indkørslen. Let at feje ved rengøring og let at fjerne sne fra. Med sten er der et utal af muligheder og prisklasser at vælge imellem.

Ulemper: Mange fuger, der kan komme ukrudt op igennem, og brug af ukrudtshæmmende sand ved anlæggelsen har kun midlertidig effekt.

Sten i indkørsel

Herregårdssten og Holmegårdssten er to nærmest identiske stentyper, der kan give indkørslen det rustikke præg

Læs også: 3 tips til den perfekte terrasse

GRANITSKÆRV

Fordele: Der er mange muligheder med granitskærv, der er billigere end fliser. Flot belægning, der også gør det let at komme af med regnvandet.

Ulemper: Det er besværligt at fjerne blade, når du klipper hæk – du kan ikke bare snuppe kosten. Det er desuden svært at gå i med høje hæle…

Granitskærver

Den smukke indkørsel med granitskærver

ARMERINGSSTEN

Fordele: Kan give den grønne indkørsel, der bryder billedet af meget beton omkring huset. Der skal ikke luges, det er netop meningen, at det grønne skal være der. Kan bruges til afvanding af vand fra grunden.

Ulemper: Græsset kan enten visne i tørre perioder, eller der kan stå vand i regnvejrsperioder, alt efter om underlaget er til afvanding eller ej.

Armeringssten 

Læs også: 7 geniale terrasser

PERLESTEN

Fordele: Klæder for eksempel gamle gårdhuse. Gør det ligesom ved fliser, sten og granitskærv let at reetablere indkørslen efter opgravning ved kloakbrud.

Ulemper: Levende materiale, der bevæger sig, og som ikke ligger stabilt, svært at cykle og gå i.

Perlesten

STABILGRUS

Fordele: Billigere end andre typer belægning, halverer måske prisen. Du sparer belægning, men den kan du jo så senere få lagt, og så er det grundlæggende arbejde gjort. Den mulighed kan være en fordel ved nybyggeri, hvor pengene måske er sluppet op. Så kan du vente et par år med belægningen.

Ulemper: Man slæber skidt med ind i huset på regnfulde dage. Det er besværligt at fjerne blade, kogler m.m. – her må du i gang med riven…

ASFALT

Fordele: Let at vedligeholde, feje, fjerne sne fra osv.

Ulemper: Bliver let dyrt at få lagt, fordi du måske ikke umiddelbart kan få store maskiner ind på grunden. Ved kloakbrud skal asfalten skæres op, og det bliver aldrig det samme igen.

Læs også: Sådan slipper du for fluer ude som inde

Hvad må du, og hvad må du ikke?

Hvis du vil lægge en ny indkørsel der, hvor der i forvejen er indkørsel, kræver det ikke tilladelse fra kommunen. Så kan du bare gå i gang. Hvis du derimod skal anlægge en helt ny indkørsel, flytte en eksisterende, eller du vil gøre din indkørsel dobbelt så bred, er det din kommune, der som vejmyndighed skal give godkendelse.

Det betyder, at hvis du vil flytte din indkørsel, så den munder ud i vejen et andet sted end hidtil, skal kommunen spørges. Her er det blandt andet trafikforhold, det handler om, og i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at opsætte trafikspejl.

“Der kan være stor forskel på reglerne fra kommune til kommune. Nogle kommuner er ligeglad med, om indkørslen for eksempel er ud for en vejbrønd, men så kan man i sagens natur ikke få en asfalteret overkørsel fra vej til indkørsel. Andre kommuner har regler for, hvordan overkørslen må placeres i forhold til lygtepæle, el-skabe, rendestensbrønde osv.”, siger konsulent Dennis Tinggaard, Den Unge Gartner.

Med hensyn til belægning kan der være forskel fra bebyggelse til bebyggelse, og der kan være lokalplaner, der skal tages hensyn til. Nogle steder vil man for eksempel kun have ensartede fliser i indkørslerne, så en vej eller et område ikke kommer til at ligne et helt farvekort. Det kan også være grundejerforeninger, der har vedtaget sådanne regler.

“Endelig er der underlaget. Nogle kommuner vil stille krav til, hvilken stabilgrus, der benyttes. Der kan være forskel på, hvor meget affald der er i genbrugsstabil, og hvis man fx er tæt på anlæg til vandforsyning, kan kommunen kræve, at der kun benyttes rene materialer,” siger Dennis Tinggaard.

Fliser i indkørsel

Tip til vedligeholdelse

Ved faste belægninger som fliser og sten kan du bruge højtryksspuler ved rengøring. Husk dog at spule med en vinkel på 30 grader, så der ikke spules direkte mod fliser eller sten. Det kan i visse tilfælde give skader.

Fej fliser eller sten et par gange om året med 0-4 mm muregrus. Det renser belægningen og fylder fugerne op.

Kilde: Dennis Tinggaard, Den unge Gartner

[relteret]

Tekst  Kurt Balle Jensen

Foto  Staby Fliser og Hegn, BB Brolægning ApS, RBR Beton