Det er ikke altid, du selv skal til lommerne, hvis der ryger en rude, eller du opdager råd i vinduesrammen. Flere skader på vinduer kan du forsikre dig imod – se her hvordan.

KLI I IRRRR…! Lyden af smadret glas kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste husejere. Men sådan behøver det faktisk ikke at være. Når du bare ved, hvad du skal være opmærksom på, kan du nemlig i mange tilfælde få dækket skaden af dit forsikringsselskab. Det kræver bare, at du én gang for alle sætter dig ind i, hvad din nuværende husforsikring dækker – og så får lavet eventuelle tillægsforsikringer der, hvor det er relevant for netop dig og din husstand. Vi har lavet en tjekliste, så du er sikker på at have tænkt på det hele:

Læs også: 75% af os drømmer om en vedligeholdelsesfri bolig

Baldrede ruder

Se efter, om glas indgår i din nuværende husforsikring. Hvis ikke, og du fx har boldglade børn, eller I har store træer på grunden tæt på huset, kan det ofte være en god idé at tegne en ekstra glas- og kummeforsikring. En sådan forsikring dækker ved brud på glasset, altså hvis noget falder ind i ruden, eller ungerne ved et uheld sparker en bold gennem vinduet. Vinduer er også typisk dækkede, hvis de smadres under et indbrud, og hvis de bliver skadet i et stormvejr, der når over 17,2 sekundmeter i styrke – men sørg for at tjekke det, før du skriver under på policen.

Punkterede ruder

Du kan desværre ikke forsikre dig mod punkterede termoruder eller andre skader, hvor glasset ikke er gået direkte i stykker. Her skal du derimod være opmærksom på, hvor lang tids garanti producenten har givet mod punkterede ruder – det vil typisk være mellem 5 og 10 år. Er ruderne yngre end det, vil producenten altså være forpligtet til at erstatte dem.

Utætte vinduer

Kan du typisk ikke få dækket af forsikringen. Til gengæld er det sjældent den store udskrivning selv at udskifteisoleringsbånd eller tætningslister, så det giver såmænd meget god mening ikke at skulle betale for den slags over forsikringspræmien.

Læs også: Sådan undgår du striber ved vinduesvask

Ved råd-, svampe- og insektangreb skal du gribe ind, så snart du får mistanke om, at noget er galt. Og her er tydelig begrundet mistanke…

Ved råd-, svampe- og insektangreb skal du gribe ind, så snart du får mistanke om, at noget er galt. Og her er tydelig begrundet mistanke…

Råd og skadedyr

Du kan sikre dig mod følgeskader som råd, svamp og insekter med en tillægsforsikring. I de fleste tilfælde skal der være tale om træødelæggende angreb, og du har pligt til at gribe ind, så snart du får mistanke om, at der er noget galt – ellers kan forsikringen afvise sagen. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle selskaber, der vil dække råd, og når en rådskade skal vurderes, kan der være tale om afskrivninger, hvis vinduet er for eksempel 30 år gammelt.

Følgeskader

Hvis der er kommet skader på fx dit gulv, fordi der er trængt nedbør ind gennem et vindue, der er blevet ødelagt, kan du ofte også få dækket skaden på gulvet. Det forudsætter, at skaden er kommet, lige efter vinduet er blevet ødelagt, og at dit forsikringsselskab har accepteret at dække glasskaden på vinduet.

Skader i drivhuset/ orangeriet/pavillonen/ udestuen

Nogle forsikringsselskaber, men ikke alle, dækker drivhuse over husforsikringen. Der kan nemlig være krav om, at bygningerne skal være fastmonteret på en muret eller støbt sokkel. Nogle selskaber dækker eksempelvis kun stormskade på bygninger, der er opført på støbt fundament, mens andre ikke stiller krav eller dækker, når skaden blot ikke skyldes manglende fundament. Tjek derfor grundigt, hvad der er tilfældet i dit forsikringsselskab, og overvej, om du skal lave en separat forsikring på dit elskede orangeri, hvis det ikke er dækket i forvejen.

Der kan være stor forskel på priserne hos de enkelte forsikringsselskaber, og det samme gælder dækningen. Derfor bør du tage dig tid til at gennemgå paragrafferne – også det, der står med småt. Til gengæld behøver du ikke fare sammen, næste gang du hører lyden af klirrende glas – for så ved du lige præcis, når det er forsikringsselskabets ansvar at dække skaderne.

Læs også: Revner i sålbænk af beton

Husk selvrisikoen

Mange husejere ved ikke, at der kan være en selvrisiko på hvert vindue. Betingelserne for selvrisiko og afskrivning kan være forskellige, alt efter hvor du er forsikret, men hvis der fx er gået råd i både et vindue på nordsiden af huset og et andet på sydsiden, bliver det typisk betragtet som to skader, og dermed er der også to gange selvrisiko. Som tommelfingerregel kan du regne med, at der vil være en selvrisiko, og derfor bør du altid tjekke forsikringsvilkårene nøje.

Den her får du nok ikke dit forsikringsselskab til at hoppe på. Man skal være en ualmindeligt ignorant husejer for at overse skader som disse.

Den her får du nok ikke dit forsikringsselskab til at hoppe på. Man skal være en ualmindeligt ignorant husejer for at overse skader som disse.

Kilde: Anja Lintrup Sørensen, konsulent hos Forsikring og Pension

Tekst  Jette Damgaard

Foto  Getty Images, Protox