Forsikringsfirma gået konkurs: 25.000 boligejere påvirket

Omkring 25.000 danske boligejere risikerer at stå med en værdiløs forsikring, efter Husejernes Forsikrings udenlandske ejer, Gable Insurance, er begæret konkurs. Hvad konkursen betyder for de danske kunder er endnu uvist.

Sagen kort
– September: Gable Insurances danske agentur, Husejernes Forsikring, stopper med at sælge ejerskifteforsikringer

– Oktober: PricewaterhouseCoopers indsættes til at varetage forsikringstagernes interesser
– november: Finansstyrelsen oplyser, at Gable Insurance er blevet indstillet til afvikling
– november: Gable Insurance, og dermed også Husejernes Forsikring, begæres konkurs
– Det er endnu uvist, hvad en afviklingen vil betyde for de ca. 25.000 danske kunder

Læs også: Er havemøblerne dækket af min forsikring?

25.000 danske boligejere med forsikring hos Husejernes Forsikring kan stå med en værdiløs ejerskifteforsikring. Det er realiteten efter forsikringsselskabets udenlandske ejer, Gable Insurance, er begæret konkurs. Konkursen kommer som følge af en undersøgelse af revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers, der efter liechtensteinske myndigheders anbefaling har undersøgt selskabets økonomiske situation siden oktober.

Det oplyser Finansstyrelsen i en pressemeddelelse.

Gable Insurance, der i flere måneder har haft økonomisk ustabilitet, fik i september forbud mod at sælge forsikringer til nye kunder. 16. november blev firmaet indstillet til afvikling, og 17. november kom konkursbegæringen.

LÆS OGSÅ: Forsikring, når du køber bolig

Det betyder Gable Insurance afvikling for boligejerne

Det er ifølge Finanstilsynet endnu uafklaret, hvad afviklingen af Gable Insurance vil betyde for de ca. 25.000 danske boligejere, der har en ejerskifteforsikring hos Husejernes Forsikring.

Husejernes Forsikring skriver selv i en mail til deres kunder, at de ikke ved om eller hvornår de kan udbetale de resterende præmier for ejerskifteforsikringer, men at kunderne fortsat skal anmelde og dokumentere skader som hidtil, og holde sig opdateret på firmaets hjemmeside. Har man andre forsikringer end ejerskifteforsikring, sælgeransvarsforsikring og byggeskadeforsikring hos Husejernes Forsikring, opfordrer de til, at man hurtigst muligt flytter forsikringerne til et andet selskab.

Ifølge TV2 vurderer flere eksperter, at regningen i værste fald kan ende hos kunderne. Fagekspert i Bolius Boligejernes Videncenter Tine R. Sode frygter det samme, og kalder situationen for historisk.

Læs også: Salget af sommerhuse brager derudaf

– Det er yderst sjældent, at et firma i ejerskifteforsikringbranchen går konkurs, så det er umuligt at forudsige, hvad det kommer til at betyde for de boligejere, der har en forsikring hos Husejernes Forsikring. De må bare afvente situationen, og fortsætte med at dokumentere og anmelde skader som hidtil, siger Bolius’ fagekspert.

Husejernes Forsikring, der er Gable Insurances agentur i Danmark, er ifølge Politikens avisudgave ikke medlem af brancheorganisationen Forsikring & Pension. Alligevel udtaler administrerende direktør i Forsikring & Pension til Politiken, at de er indstillet på at medvirke til en løsning på sagen. Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, arbejder ifølge avisen også på en løsning.

Forsikringsselskabet har siden september ikke solgt forsikringer til de danske boligejere efter myndighederne i Lichtenstein, hvor Gable Insurance holder til, forbød Gable Insurance, og dermed deres lokale agenturer, at sælge forsikringer.

LÆS OGSÅ: Ejerskifteforsikring

Tekst  Malte Abildgaard Christensen, Bolius