Gør dine gardiner til hjemmets hjælpere

Hvorfor nøjes med at skærme for solen, når man også kan fungere som isolering, forbedre indeklimaet og sågar holde indbrudstyve væk? Mød din nye hushjælp – de funktionelle gardiner.

Engang var gardiner to stykker stof, tunge eller lette, som man trak for et vindue for at skærme for solen eller nysgerrige blikke.Siden kom der persienner, rullegardiner, foldegardiner og plisségardiner.

Nu tager den nyeste generation af gardiner skridtet videre ved at afhjælpe eller helt løse en række praktiske, klimamæssige og økonomiske problemer. Se bare her, hvad hjemmets nye hjælperekan gøre for dig:

Læs også: Et smukt hjem fortjener fuldendte gardiner

luxaflex

Nedsætte energiforbruget

Såkaldte klimagardiner eller energigardiner kan reducere varmeregningen og dermed være et alternativ til bekostelig isolering og udskiftning af vinduer. Og hvor de på kolde dage sørger for, at der ikke slipper for meget varme ud gennem gamle eller utætte vinduer, kan de på varme dage tilmed reflektere solen væk fra sydvendte vinduer, så du ikke skal have gang i aircondition eller ventilatorer. Denne effekt opnås i flere gardinmodeller ved en aluminiums- eller perlemorsbelægning på gardinets bagside. De såkaldte Duette-gardiner fra Luxaflex går en anden vej for at nå samme resultat: de har to lag plissévæv, som til sammen skaber isolerende luftlommer.

Forbedre indeklimaet

Klimagardiners isolerende effekt afhjælper i sig selv både kuldebroer og stegende varme, så du kan holde en behagelig temperatur i huset året rundt. Men derudover er nogle modeller lavet af tekstiler med indbygget bioaktiv beskyttelse, der modvirker lugtgener og jordslåede pletter. Blandt andre firmaet Drapilux har specialiseret sig i såkaldt intelligente tekstiler med luftrensende og bakteriereducerende effekt.

luxaflex

Lette livet ved skærmen

Det kan være svært at arbejde ved computerskærmen eller se TV i dagslys, når solen står ind i rummet. Er du generet af solen, men vil du gerne bevare udsynet til omverdenen og have glæde af dagslyset, kan transparente gardiner af blandt andet polyestervæv være løsningen. De filtrerer solen, så computerskærme og TV kan bruges, uden at hjemmet helt mørklægges, og de fås både som rullegardiner, persienner og plisségardiner.

Forbedre rummets akustik

Alle bløde overflader og tekstiler er med til at dæmpe lydniveauet i boligen, men du kan også få funktionelle gardiner specielt designet til netop dette formål. Gardiner med flere stoflag eller lavet af særligt lydabsorberende stof kan forbedre akustikken i et rum ganske betragteligt.

Læs også: Nyskabende vinduessikring, der forkæler den kræsne boligejer

Give flere indretningsmuligheder

At gardiner æstetisk set kan understøtte husets indretning og tilføre boligen sjæl, personlighed og atmosfære, har været kendt længe. Men de nye, funktionelle gardiner er i højere grad end nogensinde tidligere designet til at gøre indretningen fleksibel og nem at have med at gøre i hverdagen. Flere gardinmodeller kan dække hele eller dele af vinduet og trækkes ned, op eller hen, alt efter skiftende behov og varierende lysindfald i løbet af dagen. Gardinstoffet kan være transparent, så du skærmes mod sollys og nysgerrige blikke udefra, samtidig med at du selv kan kigge ud. Store, sprossefri vinduer, som har det med at blive en kedelig, tom indretningsflade, kan ved hjælp af funktionelle gardiner deles op og spille sammen med det øvrige interiør. Endelig kan mange gardiner motoriseres – de fleste også med batterimotor, så der ikke skal trækkes strøm – hvilket er en oplagt løsning til vinduer, der er svære at komme til, fordi de enten sidder højt oppe, eller fordi de blokeres af møbler.

Luxaflex_Panelgardin_Foto 3

Forebygge indbrud

Bevægelse i gardinerne kan ligesom tænd-sluk-ure og -lamper være med til at holde ubudne gæster væk i løbet af arbejdsdagen eller ferien. Motoriserede gardinmodeller kan styres med fjernbetjening eller indstilles til automatisk at gå op og ned ved at følge solen og lyset udendørs eller efter tidspunkt på dagen.

Beskytte mod UV-lys

Dine gardiner kan ikke kun beskytte hjemmet mod indbrud – de kan også beskytte gulve og møbler mod at blive bleget af solens UV-stråler i sydvendte rum, samtidig med at du selv har udsyn gennem gardinerne. Du kan også vælge at kombinere gardiner med andre funktioner med en helt klar solfilm, der klæbes direkte på vinduerne og reducerer UV-strålingen med 99 procent. Du kan købe funktionelle gardiner hos en række forhandlere, blandt andre Garant, Botex, Sega, Illums Bolighus, Textilringen og uafhængige gardinhuse. Forklar forhandleren, hvilket eller hvilke problemer du gerne vil have løst og bed ham eller hende præsentere dig for de bedste løsninger.

Læs også: God akustik i hjemmet

Tekst  Mette Andersen

Foto  Luxaflex, Tekstilringen