Et ægte trægulv klæder de fleste hjem, men et ægte trægulv kræver også kærlig behandling. Her får du gode råd til, hvordan du bedst beskytter dit trægulv, så du kan have glæde af det i mange år.

Behandling beskytter dit trægulv mod pletter, væske, snavs og slid, og en behandling ud over den sædvanlige støvsugning og gulvvask skal der til i ny og næ. Alt efter brug skal trægulvet behandles mere eller mindre. Trappetrin slides eksempelvis hurtigere end trægulvet i stuen og skal derfor behandles oftere end gulve generelt. Behandl trapperne med lak, som er slidstærkt og holder trinene pæne længe.

Læs også: Syv stærke bud på dit næste trægulv

Træsorten har betydning for behandlingsmidlet

Der findes mange forskellige behandlingsmidler til trægulve. Lak, lud, olie og sæbe er de hyppigst brugte. Din træsort og det ønskede udseende har stor betydning for, hvilket behandlingsmiddel du skal vælge. Det første råd er altid, at følge anvisningen på midlet grundigt for det bedste resultat.

Brug lud, hvis det lyse trægulv skal bevare det lyse udseende. Lud hæmmer nemlig den ellers naturlige gulning af træet. Hvis du vil bruge lud til dit trægulv, så husk at bruge det inden den endelige sæbe- eller oliebehandling. Mørke træsorter som mahogni og teak må ikke ludbehandles.

Læs også: Sæsonens stærkeste gulvtrends

Sæbe til gamle trægulve

Det ideelle behandlingsmiddel til gamle trægulve er sæbe. Trægulvet bevarer sin gamle, personlige charme ved brug af sæbe. Dog kræver trægulve behandlet med sæbe hyppigere pleje end gulve med lak- eller oliebehandling.

Vælg mellem natursæbe og specialsæbe, når du skal sæbebehandle. Natursæbe vil få ludbehandlet træ til at gulne lidt. Specialsæbe er tilsat hvidt pigment, som bevarer den lyse farve i trægulvet.

Tid til afslibning

Du kan se på trægulvet, når det er tid til afslibning og ny lakering. Når lakken på trægulvet er slidt igennem, er det tid til behandling, uanset om gulvet er behandlet med sæbe, olie eller lak. Vigtigt er det at nævne, at trægulvet bliver tyndere for hver slibning.

Et olie- eller sæbebehandlet trægulv er nemmere at friske op med en grundig afrensning, hvor det kræver mere arbejde med lakerede gulve.

Læs også: Sådan slipper du for knirkende gulve

Tekst  Tekstspot

Foto  Gitte Højbjerg