Sådan slipper du for knirkende gulve

Det kræver kun to stykker værktøj at fjerne den værste knirken fra dine gamle gulve. Og tre huske-regler at sørge for, at nye gulve ikke kommer til at knirke med tiden.

Konstant knirkende gulve er ikke noget, du bare bliver nødt til at acceptere på lige fod med kølige somre. Med en hammer og en dyknagle kan du selv gå gulvet efter og reducere knirkeriet betydeligt. Alternativt kan du få en professionel til at “proppe” gulvet, eller du kan få udskiftet den eller de dele af gulvet, der knirker, uden at være nødt til at skifte hele gulvet.

Læs også: Ny trend i boligindretning: Råt er hot

Et enkelt knirk engang imellem bør dog ikke få dig til at fare til værktøjskassen eller til telefonen for at ringe efter den nærmeste håndværker, siger arkitekt og rådgiver Bjarne Lund Johansen, der har 35 år som direktør i Træinformation bag sig. “Når et gulv en gang imellem knirker, er det træets stemme, man hører. Har man for eksempel i et stykke tid ikke gået på et ældre parketgulv, kan det godt knirke, når man igen går ind på det. Det sætter sig lige, og det skal man ikke tage så alvorligt,”” kommer det beroligende fra Bjarne Lund Johansen.

GettyImages-182051271

Tre huskeregler

Problemet opstår altså kun, hvis gulvet knirker hele tiden. Og så er det i langt de fleste tilfælde en af tre ting, der er galt:

– Underlaget ikke er helt plant.

– Underlaget var fugtigt, da gulvet blev lagt.

– Der er kommet afstand mellem gulvbræt og strø, fordi gulvet ikke er sømmet ordentligt.

Det sidste punkt er det, du selv kan rette op på ved dit gamle gulv. De to første skal du have i baghovedet, hvis du skal have lagt nyt gulv, så du undgår, at det med tiden kommer til at knirke. Det gælder også, når du skal have lagt nyt gulv oven på et ældre bjælkelag.

I ældre ejendomme ses det ofte, at det træbjælkelag, gulvet er fastgjort på, giver efter. Så kommer brædderne til at arbejde mod hinanden og mod sømmene, hvis de har løsnet sig. Derfor kan det være nødvendigt at understøtte og forstærke underlaget, så det nye gulv ikke kommer til at knirke.

Læs også: Ny trend i boligindretning: Råt er hot

Også ved parketgulve kan underlaget have sat sig, eller sømmene har løsnet sig fra underlaget og bør eftersømmes. Et moderne klikgulv knirker derimod sjældent, siger Bjarne Lund Johansen: “Hvis det alligevel knirker, er det som regel, fordi man har lagt det på et for blødt underlag.

Der er på det seneste kommet nogle underlag i handelen, der er tykkere og blødere end det to til tre millimeter relativt faste underlag, man normalt bruger. Argumentet skulle være, at det tykkere og blødere underlag er mere støjdæmpende, men det er alligevel en forkert vej at gå, fordi man risikerer et knirkende klikgulv,” advarer han.

GettyImages-486483285

3 TRIN til knirkefrie gulve

Trin 1: Undersøg, præcist hvor gulvet knirker.

Trin 2: Find sømmene i gulvbrædderne. Hvis sømmene er banket ned ovenfra, kan de umiddelbart ses. Hvis gulvet er sømmet skjult i samlingen mellem brædderne, kan man med en metalsøger finde ud af, hvor de er slået i, og hvor den underlæggende strø eller bjælke ligger.

Trin 3: Bank sømmet i eller erstat det med et nyt ned i den strø eller bjælke, der bærer gulvet. Placer en dyknagle ovenpå sømmets hoved og bank det lidt ned under gulvets overflade. Du kan også vælge at få en fagmand til at “proppe” gulvet, dvs. med et propbor bore huller i gulvbrædderne de steder, hvor gulvet knirker, og derefter skrue gulvbrættet fast nede i hullet med en skrue.

Derefter stoppes hullet til med lidt lim og en træprop, som er lavet af et tilsvarende stykke træ. Hvis du er en meget skrap amatørhåndværker, kan du også med succes gøre det selv.

Det er muligt at udskifte dele af gulvet i et et knirkende område. Der vil altid være en vis farveforskel på de gamle og de nye brædder i begyndelsen, men den forsvinder i løbet af et par år. Hvis man samtidig med udskiftningen renoverer og sliber gulvet, undgår man farveforskellen og får et ensartet gulv.

Kilde: Arkitekt MAA Bjarne Lund Johansen, Nexttool m.fl.

Læs også: Mindsk støjen med et lyddæmpet akustikgulv

Tekst  Kurt Balle Jensen

Foto  Getty Images