Efter mange år på danskernes førsteplads er de hvide vægge nu på vej ud af indretningen. Stadig flere vil have anderledes, smukke, sanselige og uforudsigelige vægge i hjemmet – og det giver dig en lang række nye muligheder at vælge imellem. Vi giver dig fem gode idéer til, hvor, hvordan og hvor meget du kan tage fat.

Danskernes hjem har længe været præget af den nordiske stil med hvide vægge og lyse trægulve. Men det er i de seneste år blevet tydeligt, at vi tør lidt mere og gerne vil bruge væggene til at gøre vores huse mere individuelle.

Denne tendens bekræftes af Lars Nørgaard, stifter og medejer af Malgodt, der blandt andet sælger maling, tapet og spartel på nettet.

– Folk vil gerne skabe deres egne rum med lidt mere kant. For 8-10 år siden skulle det hele være hvidt, men nu bruger vores kunder i meget højere grad væggen som en del af indretningen. Med for eksempel indfarvet spartel skaber du jo helt selv spillet i rummet, og du får din egen unikke væg, siger han.

Læs også: Forskere vil lave miljøvenlig maling af bakterier

1. Pudsede vægge

Er du ude efter et mat look og en rå tekstur, kan du vælge at pudse dine vægge op i indfarvet beton eller spartel. Der findes en del forskellige muligheder på markedet, men fælles for dem er, at du med en spartel skal påføre pudsen direkte på væggen. Farven kan blive helt jævn, eller også kan du opnå et flammet look, der giver et mere spændende farvespil til rummet.

Brug dem her

En pudset væg er flottest i et stort format og passer derfor perfekt til større rum som eksempelvis stuen.

Men tænk også over

Din væg får en ru, ujævn overflade, som du ikke uden videre kan male på eller tapetsere over, næste gang du får lyst til nye vægge.

Pris

Spartel fra Färg koster 595 kr. og rækker til cirka 6 m2.

Fås her

conteco.dk, fargs.dk, kabecopenhagen.dk.

Sværhedsgrad: 4

Det er ikke teknisk svært, men kræver lidt is i maven at spartle direkte på væggen. Småfejl kan korrigeres med sandpapir mellem hvert lag puds.

Læs også: Træernes farveeksplosion om efteråret i alle nuancer

2. Stenvægge

Drømmer du i virkeligheden om en penthouselejlighed i New York, kan en væg i mur- sten sagtens give parcelhuset et strejf af storbyen. GM Systemer bruger genbrugte mursten, som leveres på plader på 60 gange 40 centimeter. Ekstra klimavenligt bliver det, fordi pladerne også kan bruges til at efterisolere med.

Brug dem her

Sten giver en flot baggrund til en brændeovn eller en dramatisk effekt på en hel væg i køkkenet.

Men tænk også over

Et rum med sten på alle vægge nemt kommer til at minde om en klippehule, og uanset om du bor i patriciervilla eller 70’er-rækkehus, kan det være svært at få sådan et rum til at passe sammen med resten af huset.

Pris

Fra cirka 750 kr. pr. m2.

Fås her

gamlemursten.dk, wallshop.dk, abelona.dk.

Sværhedsgrad: 5

Her skal gør det selv-talentet for alvor stå sin prøve. Stenene skal limes op i det planlagte mønster, og du skal lægge en fuge mellem dem for at få det rigtige look. Du kan gøre det lettere for dig selv ved at købe sten monteret på større plader.

3. Fotostater

Med fotostater kan dine vægge blive rene kunstværker. Du måler din væg op og bestiller fotostaten i den rette størrelse direkte på internettet. Du kan endda bruge dine egne fotografier. Fotostater sættes op i baner som almindeligt tapet, og du kan vælge at dække en hel væg eller at markere et bestemt område i rummet for at få en opdeling mellem for eksempel stuen og et kontorhjørne.

Brug dem her

Fotostater kan være flotte i alle husets rum, men de giver typisk en særlig dramatisk effekt i et lille rum som eksempelvis et gæstetoilet eller et børneværelse.

Men tænk også over

Fotostater forandrer hele rummets stemning radikalt. Hvis du er til en mere afdæmpet stil, bør du gå efter enkle design i en rolig farvekombination.

Pris

ca. 300 kr. pr. m2 både for færdige motiver og for en fotostat med dine egne fotografier.

Fås her

photowall.dk, illux.dk, tapetforum.dk.

Sværhedsgrad: 3

Fotostater sættes op som almindeligt tapet, men det kræver en sikker hånd at passe banerne præcist sammen, så resultatet bliver godt. Du kan evt. hyre en maler til det.

4. Kalkmaling

Dine vægge får et luksuriøst og samtidig lidt rustikt udseende, hvis du maler med kalkmaling. Den matte effekt giver en fornemmelse af svundne tider, hvad enten dit hus indbyder til herregårdsstemning eller noget mere beskedent. Det er oplagt at nøjes med én væg, hvis du vil gå lidt forsigtigt til værks, men et helt rum malet med kalkmaling er rigtig flot, uden at effekten bliver alt for overvældende. Malingen fås i masser af farver.

Brug det her

Kalkmaling er en nem løsning, der passer til alle rum. Males på væggen som almindelig maling og kan nemt males over, når du vil have et nyt look.

Men tænk også over

Kalkmaling giver en diskret ændring af væggens tekstur og ikke en drastisk forandring.

Pris

Jotun Lady Kalkmaling fås for 699 kr. for 2,7 liter og dækker 8-10 m2.

Fås her

jotun.dk, jeannedarcliving.dk.

Sværhedsgrad: 1

Her kan alle være med, så bare grib penslen.

Læs også: Sådan bliver din væg klar til maling

5. Træpaneler

Træ på væggen er in igen. Men glem alt om 60’ernes mørke lister, der fik mange danske parcelhuse til at ligne cigarkasser. Nu handler det om paneler i klimavenligt genbrugstræ eller gode træsorter i lækre, varme nuancer. Nogle af de træpaneler, der findes på markedet, eksempelvis fra danske WoodUpp, fungerer samtidig som akustikpaneler, og det kan være praktisk, især i nybyggede huse.

Brug dem her

Tænk luksushotel. En væg i rå fyr giver associationer til et lækkert ski- hotel i Alperne, mens røget eg kan give en stemning af Manhattan-bar a la ‘Mad Men’.

Men tænk også over

Du ikke skal gentage dine bedsteforældres fejl og sætte træ op på alle husets vægge. En enkelt væg giver den bedste effekt.

Pris

Fra 375 kr. pr. m2 til tusindvis af kroner for ædle træsorter og håndudskårne paneler.

Fås her

woodupp.dk, 2rethink.dk, norto.dk.

Sværhedsgrad: 2

Nogle træpaneler kan skrues direkte i væggen, mens andre skal monteres med særlig monteringslim. Det kræver et vaterpas og en smule tålmodighed, men ellers er det let at gå til. Og gevinsten er stor i forhold til arbejdsindsatsen.

Læs også: Brug forårsfarver på børneværelset og luk lyset ind

Tekst  Jenny Hallquist

Foto  Produktfotos