Det er fire år siden, glødepæren blev forbudt, men der er stadig mange, der sukker efter den hyggelige belysning i hjemmet.

Det kan dog faktisk godt lade sig gøre at få sparepærer, der giver samme behagelige lys. Vi giver her en guide til, hvad du skal kigge efter for at få det hyggelige lys tilbage.

Hvor du engang nærmest bare automatisk smed to glødepærer for 30 kroner ned i indkøbskurven sammen med løg, rugbrød og salami, bør du i dag tage dig tid til at teste, hvad de forskellige nye og mere miljøvenlige – men også langt dyrere – pærer på markedet egentlig kan.

De fleste glødepærer kan skiftes ud med A-pærer, men da de energibesparende pærer har en holdbarhed på op til 15 år, er det værd at bruge lidt tid på at tjekke, om pæren nu også har den rigtige farve, lysspredning og styrke.

I butikken skal du se efter lumen, der erstatter det gamle watt. 800 lumen svarer for eksempel til 60 watt, men det er altid en god ide at købe en pære med lidt højere værdi, end du normalt ville have gjort. Det skyldes, at både A-pærer og LED har en meget længere levetid end glødepærer, og de når derfor at miste noget af kraften med tiden.

Læs også: Nyhed fra Wiinblad – løgkrukke med lys

Fra Watt til Lumen

Glødepærens intensitet måles i watt, mens A-pære, LED og halogen måles i lumen. Her kan du se hvad watt svarer til i lumen:

15 watt = 140 lumen

25 watt = 250 lumen

40 watt = 470 lumen

60 watt = 800 lumen

75 watt = 1050 lumen

Lysets farve

Et andet vigtigt element er lysets farve. I opholdsrum sætter de fleste pris på et varmt lys omkring 2.700 Kelvin, der er enheden for farvetemperatur. Jo højere værdi, desto koldere bliver farven. Ønsker du en køligere farve, kan du vælge en pære med 3.000-3.200 Kelvin.

Læs også: Ordentlig belysning er vigtigt for din velvære og livskvalitet

Gengivelse af farver

Det er også vigtigt, at du kender måleenheden Ra, der er en betegnelse for, hvor god en lyskilde er til at gengive farver korrekt. Dagslys svarer til en Ra-værdi på 100. Halogen har en rigtig god farvegengivelse, der svarer til en Ra-værdi på 99. De energimærkede LED-pærer har en farvegengivelse fra godt 80 til over 90, mens en A-pære ligger omkring 80-85. Og så er der jo prisen – og den kan ved første øjekast nemt virke afskrækkende på selv den mest miljøbevidste forbruger

Prøv din pære før du køber

A-pærer, halogen og LED er alle gode lyskilder til forskellige formål, men de har det til fælles, at de er noget dyrere end den gammeldags pære. Hvis du vælger en god, energimærket LED-pære, kan du let komme til at betale op mod 200 kroner – bare for en enkelt. Til gengæld vil en nærmere beregning vise, at pæren takket være sin lange levetid og det lave forbrug sagtens kan være en god forretning for både dig og miljøet. Det er dog stadig en stor investering at skifte alle pærer ud, og derfor kan det være en god ide at låne en kuffert med pærer hos det lokale miljøcenter eller i en lampebutik, så du kan teste de forskellige pærers farveangivelse og lysets spredningsvinkel hjemme hos dig selv i dine egne lamper.

Det bør du tænke over

Nogle A-pærer bruger lang tid på at varme op. Tjek opvarmningstiden på æsken. A-pærer har en levetid på 6-15 år, så det er vigtigt, at du vælger den rigtige. Vælg en pære med en god farveangivelse. Den måles i Ra og skal være på mindst 80. Vær opmærksom på, at LED -pærer har meget svingende kvalitet. Kig efter mærket Go’Energi, der er en anbefaling fra Energistyrelsen.

Læs også: Lysfest i haven med tusindvis af funklende stjerner

Tekst  Jette Damgaard