“Sådan skal en vase se ud”

… siger Claus Dalby, der har skabt serien Old English i samarbejde med Holmegaard. Vasen er som skabt til frodige og smukke havebuketter.

20140913_171551

Når man som jeg holder af at lave buketter og sætte blomster i vand, siger det sig selv, at vaser er noget essentielt. Jeg har flere hundrede og er altid liebhaver til nye. Men det er ikke hvilke som helst vaser, der kommer med i min samling. De skal naturligvis være gode at arrangere blomster i.

For mange år siden købte jeg i England en antik pokalformet vase i klart glas, og den har gennem mange år været en af mine foretrukne, når en buket skulle præsenteres optimalt.

20140913_145012

Læs også: Romantiske haver i Europa

I foråret 2014 blev jeg kontaktet af Holmegaard, der ønskede at indgå et designmæssigt samarbejde med mig. De ville høre, om jeg som blomstermenneske havde lyst til at give mit bud på en vase. Om jeg havde!

Til vores første møde præsenterede jeg den pokalformede vase for Holmegaard, der syntes vældig godt om formen. I samarbejde gik vi i gang med at omforme og forfine den engelske vase, så den fik Holmegaard-DNA. Det blev et meget frugtbart samarbejde. Efterhånden, som skitserne tog form, fødtes også ideen til en skål. At serien skulle hedde Old English, lå lige for.

20140916_180631

I februar blev vasen og skålen lanceret – begge i to størrelser – og jeg er rigtig glad for og stolt over, at disse nye produkter i den klassiske Holmegaard- kvalitet er blevet vel modtaget.

Old English-vasen

Det er forbavsende, hvor få vaser, der egentlig egner sig til buketter. Derfor var jeg straks klar over, hvordan ’min’ vase skulle se ud. Først og fremmest skulle det være en klar glasvase. Vasens transparente lethed understøttes af foden, der nærmest sætter blomsterne på en piedestal og fremhæver dem fra deres smukkeste side. Pokalens smalle talje samler stænglerne i den rummelige kumme, som til gengæld giver god plads til udfoldelse, og den brede fane holder blomsterne oppe, så selv tunge, frodige buketter finder sig pænt til rette.

Pokalvasens bløde linjer og kurver går igen i Old English-seriens blomsterskåle, der er yderst anvendelige til f.eks. løgvækster eller flydende blomsterhoveder.

HO_4343800

Læs også: Skønne sarte narcisser

Spiralbinding af buketter:

Trin 1

Saml fire-fem stængler side ved side i et lille bundt. Derved fås en base, der er nem at forme buketten omkring. Læg en stængel på skrå.

Trin 2

Fortsæt på samme måde ved hele tiden at lægge stængler til højre for den forrige som i et mikadospil. Drej buketten undervejs og bliv ved, til den har den ønskede størrelse. Bind derefter omkring stænglerne og klip enderne.

Trin 3

Når buketten sættes i vand, kan man evt. klippe snoren af. Husk, at skifte vand hver dag og stil også gerne buketten koldt om natten. Derved forlænges holdbarheden betragteligt.

11 13

Tekst  Claus Dalby

Foto  Claus Dalby