Cool bord og bænk af genbrugstræ
Forleden dag lavede jeg sammen med min assistent et lille hyggeligt hjørne til fælleslokalet i det kreative start-up-fællesskab Dare2mansion, hvor jeg har mit værksted. Hjørnet består af et bord, en bænk og et par lamper.
Til bordet brugte jeg et gammelt jernskelet fra et bord, jeg havde stående. Først skar vi en krydsfinerplade til, så den passede som plade til bordet. Oven på krydsfinerpladen lavede vi en ramme af gamle gulvbrædder og fyldte rammen ud med alle mulige gamle brædder.
Jeg valgte at sortere brædderne efter deres farvenuancer, da jeg syntes, det så godt ud. For mig handler et godt genbrugsdesign om at få det bedste ud af det, man har. Når man har en masse forskellige brædder og sorterer dem efter farve, får man pludseligt et mønster. Og så er det ikke længere bare nogle gamle brædder.
Læs også: 12 trin til den perfekte bordplade
Jeg har en lille fiks tykkelseshøvl, der ikke fylder meget mere end en postkasse. Den kørte jeg alle de forskellige brædder igennem, så de alle sammen fik samme tykkelse.
Bænken er lavet på samme måde, her er der bare brugt krydsfiner og OSB-plader i stedet for massive brædder.
Farverne på bænken kommer fra de krydsfinerstykker, jeg tidligere har skåret op, og de er malet i forvejen.
Da alle stykkerne var sat på bænken, sleb vi det hele ned for at jævne overfladen ud, men også for at tage lidt af farven og give det et lidt slidt udtryk. Til sidst lakerede vi bænken og bordet og hængte et par lamper op. Lamperne er bygget af gamle flasker. Dem fortæller jeg om en anden gang:)
Tekst Thomas Dambo
Foto Thomas Dambo