En funktionel reol til værkstedet: Dunk-reolen

I sidste uge kørte jeg en af mine vanlige ture ud og ind gennem baggårde på vejen hjem fra arbejde. Hvis man skal finde det gode genbrugsguld, skal man ikke altid tage den hurtigste vej fra A til B. Man skal gå på opdagelse.

På den måde ved man altid, hvor der er en ombygning, hvor der er en container, og hvilken butik der er ved at rydde op i kælderen.

Denne dag kom jeg forbi en stor skole, hvor de ofte smider rigtig mange møbler ud. Faktisk er det helt vildt, hvor mange kontorstole og skabe de kan smide ud. Jeg tror, de har smidt minimum 5 stole, skabe eller borde ud om ugen i de 2 år, jeg har boet i nærheden.

Læs også: Cool bord og bænk af genbrugstræ

Jeg kører altid forbi, fordi der altid er en masse gode ting, som stort set altid virker. Denne gang fandt jeg 43 25-liters plastikdunke, der havde været sprit i. Jeg tænkte: ”Waaaauuu de nice, dem kan jeg godt lige bruge”, og tog dem med hjem på værkstedet.

Hjemme på værkstedet stod jeg og drejede dem lidt og kom så på den ide at bruge dem til skuffer. Jeg vaskede alle dunkene, skar huller i siderne på dem og lavede en kæmpe sættekasse, de kunne stå i.

Resultatet er blevet denne meget funktionelle reol, der let kan kopieres af alle, som mangler et møbel til deres værksted, butik eller værelse.

Læs også: Væg dekoreret med gamle brædder

designbloggen

Designbloggen med Thomas Dambo

“Jeg er designer, kunstner, musiker og professionel tingfinder. Jeg laver alt fra stole, til musikvideoer, scenografi, skulpturer, workshops og foredrag. Alt, hvad jeg laver, er bygget af ting, jeg cykler rundt og finder i containere og kører hjem til mit 150 m2 store værksted, der bugner af alle mulige sjove ting.” Thomas er dommer og professionel tingfinder i TV2s ’Vores genbrugshjem’. Han er også manden bag ’Happy Wall’ på Kongens Nytorv.