De fire første mesterværker af Hans J. Wegner

Hans J. Wegner og Carl Hansen & Søn fandt i 1949 sammen omkring udviklingen af en stribe unikke stole.

I løbet af en kort, men intensiv periode frem til præsentationen i 1950, skabte den unge møbelarkitekt, i samspil med nogle af de dygtigste møbelsnedkere hos Carl Hansen & Søn, stolene CH22, CH23, CH24 og CH25 – fire stole med meget forskellige udtryk, men alle med Wegners særlige fingeraftryk, og med vægt på høj håndværksmæssig finish.

Læs også: Sådan lægger du et klikgulv af træ – se videoerne

To af disse stole, CH24 (se billedet), også kendt som den ikoniske og verdensberømte Y-stol, samt den flettede loungestol CH25, har været produceret hos Carl Hansen & Søn i mere end 65 år. De to øvrige, CH22 og CH23, har været ude af produktion i kortere eller længere perioder, men er nu begge i produktion igen. Med den aktuelle relancering af spisebordsstolen CH23, er alle stolemesterens første fire stole således igen en del af Carl Hansen & Søns omfattende Wegner-kollektion.

CH 24

Læs også: Bo med udsigt til vandet

Wegners mest produktive periode

Den danske møbelproducent sætter dermed fornyet fokus på det, der skulle vise sig at blive Wegners mest produktive periode – en periode, hvor også spisebordsstolen CH26, der blev designet i 1950, tog form. Stolen, der har et nært slægtsskab til loungestolen CH22, blev dog ikke sat i produktion dengang, og tegningerne blev først fundet frem fra gemmerne sidste år. Den elegante stol med de organisk svungne former har nu endelig fået liv og er således blev føjet til den tidligste kollektion.

CH 26

Læs også: Miele i 4 smukke farver

De første møbler

“De første møbler – deriblandt også den nylancerede CH23 – var på daværende tidspunkt meget avantgarde. Der var tale om et helt nyt og spændende udtryk, men samtidig også om en enkelhed, som tiltalte mange mennesker. Wegner overbeviste bredt om sin gennemførte håndværksmæssige finish og sit imødekommende formsprog, hvilket betød, at spisebordsstolen med tiden blev en succes for Carl Hansen & Søn, både i Danmark og på eksportmarkederne,” fortæller direktør Knud Erik Hansen fra Carl Hansen & Søn.

CH 23

De første fire stole, som fra starten manifesterede Wegners status som en af Danmarks dygtigste og mest nyskabende møbelarkitekter, var bogstavelig talt et nybrud indenfor moderne møbeldesign. Wegner anvendte avancerede elementer som dampbøjede rygstykker, organiske former, komplekse konstruktioner, flettede sæder i papirgarn og lyse træsorter – alt sammen forenet i et enkelt og elegant formsprog. Stolene var på mange måder forud for deres tid.

Læs også: Tarteletter med kantareller a la creme

CH 23

Lang håndværkstradition og historiske møbeltyper

En af dem, der har en forklaring på, hvorfor Wegners tidlige møbler blev godt modtaget, er Udstillings- og samlingschef på Danmarks Designmuseum, Christian Holmsted Olesen, der forklarer: “De fire første stole har alle de karakteristika, som kendetegner Danish Design: De bygger på en lang håndværkstradition og er alle inspireret af historiske møbeltyper. Det betyder, at mange opfatter dem som tidløse. De er udført i naturlige materialer og derfor både bæredygtige og holdbare. De har organiske former, og så har de en menneskelig dimension – og på trods af et stærkt kunstnerisk anslag, er de tydeligvis skabt til hverdagen.”

Christian Holmsted Olesen, der har skrevet bogen “Wegner – bare een god stol”, fortsætter: “Wegners samarbejde med Carl Hansen & Søn var en modernisering af en af verdens fineste håndværkstraditioner koblet med et højt kunstnerisk niveau. Da samarbejdet blev indledt i 1950 fik Wegner mulighed for at udvikle møbler, der havde samme høje kvalitet som det bedste håndsnedkeri, samtidig med at møblerne blev gjort tilgængelige for den brede befolkning. Møblerne blev på den måde mere demokratiske.”

Læs også: Kähler genskaber ikoniske sparedyr

Møbler fra hjertet

Stolene CH22, CH23, CH24, CH25 – og senere også CH26, der blev til, da Wegner var midt i 30’erne og dermed i starten af sin enestående karriere, har hver deres formmæssige udtryk. Der er den lille note til CH26, der egentlig blev tegnet samtidig som CH22, at den først blev genopdaget, da man hos Carl Hansen & Søn fandt tegningerne i forbindelse med genintroduktionen af CH22 i 2016.

CH 22

Alle stolene vidner om Wegners snedkermæssige baggrund, hans særlige forståelse for materialernes potentiale og hans fine fornemmelse for ergonomi. Hans J. Wegner, der selv var en dygtig håndværker, holdt af at udfordre snedkerne hos Carl Hansen & Søn, og han formåede konstant at skubbe grænserne på værkstedet nøjagtig så meget, at det fine håndværk og den perfekte form smeltede sammen. Wegner var fra første færd kendt for sin kompromisløshed. Det fremgår af hele hans livsværk og også af de første stole for Carl Hansen & Søn.

Læs også: Lysfest i haven med tusindvis af funklende stjerner

De første stole var unikke

“De første stole var helt unikke i deres udstråling, og kvaliteten var førsteklasses. Hver stol havde sit helt eget udtryk og indeholdt hver især elementer, som senere kom til at indgå i andre stoledesign,” fortæller Knud Erik Hansen, direktør og tredje generation i Carl Hansen & Søn. Det var Knud Erik Hansens far, Holger Hansen, der indledte det legendariske samarbejde med Wegner, som i dag har gjort Carl Hansen & Søn til verdens største producent af Wegner-møbler. Sammen fik de to fremstillet en række stole, som siden har opnået klassikerstatus og er blevet samlerobjekter verden over. Wegners legendariske stole fremstilles på Carl Hansen & Søns nye fabrik i Gelsted på Fyn, hvor dygtige danske møbelsnedkere og flettere er garanter for den fortsat høje håndværksmæssige kvalitet.

“Wegner tegnede sine møbler fra hjertet og helt uden kommercielle hensyn, hvilket betød, at alle de møbler, han skabte i 1950 fremstod fuldstændig unikke, og dermed kom til at være trendskabende og sætte standarden for moderne møbeldesign,” forklarer Knud Erik Hansen, der understreger, at Wegners organiske formgivning og håndværksmæssige forståelse skabte en unik designmæssig merværdi – både dengang og nu. “Wegner flyttede ganske enkelt grænserne for, hvad man troede, var muligt med træ,” slutter Knud Erik Hansen.

CH 25

CH22, CH23, CH24, CH25 og CH26 produktinfo

CH22 og CH26 fås i eg og valnød samt i en kombination af disse træsorter med forskellige overflader. Rygstykke i forspændt finér. Sædet fås med flet i natur eller sort papirgarn. Dækpropperne i rygstykket fås i enten eg eller valnød efter eget valg. Vejl. udsalgspriser starter fra 15.995 kr. for CH22 og 7.995 kr. for CH26.

CH23 fås i eg og valnød samt i en kombination af disse træsorter med forskellige overflader. Sædet fås med flet i natur eller sort papirgarn. Dækpropperne i rygstykket fås enten i eg eller valnød efter eget valg. Vejl. udsalgspriser starter fra 5.395 kr.

CH24 fås i bøg, eg, ask, kirsebær, valnød, og røget eg med forskellige overflader. Sædet fås med flet i natur, hvidt eller sort papirgarn. Vejl. udsalgspriser starter fra 4.560 kr.

CH25 fås i eg og røget eg med forskellige overflader. Sæde og ryg fås med flet i natur eller sort papirgarn. Vejl. udsalgspriser starter fra 19.732 kr.

Carl Hansen & Søn henviser til nærmeste forhandler på tlf.: + 45 66 12 14 04 eller www.carlhansen.dk

Læs også: 13 ting du IKKE skal putte i køleskabet

Hans J. Wegner

Tekst  Carl Hansen & Søn