Kreativ boligindretning: Gør din bolig unik

Boligindretning er vigtigt for mange og kan have stor betydning for hverdagen, også selvom du ikke er en af dem, der elsker at bladre i boligmagasiner. Jo bedre vi kan lide æstetikken omkring os, jo mere kan vi slappe af og nyde vores hjem. Herunder finder du syv idéer til, hvordan du kan gøre din bolig mere kreativ og personlig.

Alkove – en hyggekrog til dig og din familie

Alkover vinder mere og mere indpas i de danske hjem, og det kan vi godt forstå. En alkove er den perfekte hyggekrog, især hvis du lægger en madras og et par bløde puder derind. Alkover egner sig til stort set alle rum, men er særligt velegnet til køkken-alrum. Så kan børnene hænge ud i alkoven tæt på dig, mens du laver mad, eller du kan selv sidde og nyde et glas vin, mens din partner kokkererer.

Det kræver som regel hjælp udefra, hvis du skal have lavet en alkove. Her kan du med fordel alliere dig med en erfaren tømrer, der kan hjælpe dig med alle trin i processen. Står du over for et nybyggerprojekt, bør du overveje at få bygget en alkove fra starten, da du helt sikkert vil få glæde af den.

Hems – frigiv gulvplads

Er der højt til loftet i din bolig, kan du overveje at få dig en hems. En hems er en god måde at udnytte den ekstra plads nær loftet. Samtidig er der noget hyggeligt og sommerhusagtigt over en hems. Den kan placeres over både stuen, soveværelset, børneværelset og gæsteværelset – alt afhængigt af tagkonstruktionen. Med en hems kan du skabe en ekstra soveplads, eller du kan frigive noget af pladsen på gulvet, så resten af din bolig kommer til at virke større.

Sjove temaer på børneværelset

Særlige temaer er en god måde at skabe et helt nyt udtryk i alle rum, og især børneværelser er oplagte. Her kan du give fantasien frit spil, ligesom børn som regel selv har nogle gode og kreative idéer til, hvordan indretningen skal være. I bestemmer naturligvis selv, hvor omfattende det skal være. Er der dyretema eller rumtema, kommer i langt med plakater, puder og måske et rullegardin med motiver. Til rumtemaet er det også nemt at hænge selvlysende stjerne i loftet. I kan også gå all-in med tapeter, sengekonstruktion, osv. så dit barn kan lægge sig til at sove i et ægte rumskib eller et telt på savannen.

Der findes masser af inspiration på nettet, og der er næsten ikke grænser for, hvad I kan finde af sengetøj, puder, tæpper, osv. med diverse Disney-figurer, dyreprint og meget andet, så det er bare med at kaste jer ud i det og lade fantasien få frit løb.

Barstemning i køkkenet

Hvis køkkenet er samlingspunktet i din bolig, fortjener det helt sikkert lidt opmærksomhed. Du kan for eksempel få installeret en bardisk, hvis du ikke allerede har sådan en. Det er især i køkkenalrum, at bardiske er yderst brugbare, fordi de også kan fungere som rumdeler mellem køkkenet og stuen. Til en bardisk hører sig naturligvis også barstole. Sæt for eksempel også en retro popcornmaskine frem, som du og dine gæster kan nyde godt af, mens du serverer lækre drinks og dæmper belysningen til den helt rette aftenstemning.

Håndvaske som kunstværk på badeværelset

Badeværelset er også et rum, hvor du med fordel kan gøre lidt ekstra ud af indretningen. En nem måde at skabe et unikt og personligt badeværelse er ved at indtænke anderledes håndvaske. En håndvask behøver nemlig ikke være en klassisk hvid vask, der er nedsunket i et badeværelsesskab. Du kan også købe håndvaske, som skal placeres ovenpå – og som for eksempel har en anderledes farve eller et helt unikt design. Overvej for eksempel en håndvask med form som et stort blad eller en smuk håndvask af messing, eller måske en rustik håndvask af granit eller anden natursten. Der skal ikke meget til at ændre udtrykket i hele rummet, så hvis du finder en håndvask, der afspejler din stil, har du lynhurtigt et personligt rum, du vi nyde at være i.

Ovenlysvinduer – privat og bedre belysning

Har du råd til det, vil ovenlysvinduer gøre underværker i de fleste hjem. Ovenlysvinduer giver et helt andet lys i rummet, samtidig med at de er mere private end almindelige vinduer. Overvej for eksempel et stort ovenlysvindue i badeværelset. Det kan netop være en god løsning, hvis badeværelset er placeret midt i huset, og der derfor ikke er mulighed for at få almindelige vinduer til lys og udluftning. Det kan også give ekstra lys i stuen eller køkken-alrummet, hvilket samtidig vil få rummet til at virke større.

Store spejle – gør rummene større

Er nogle af rummene i din bolig til den lille side, og ønsker du at få dem til at syne større uden at rive vægge ned, er spejle din ven. Store spejle fra gulv til loft skaber en illusion af, at rummet er større, så det er en nem måde at skabe mere luft i indretningen. Mange foretrækker at have et stort spejl ved klædeskabet, men det kan også bruges i entréen eller i spisestuen, hvis der skal åbnes op for rummet.

Du kan selv lege med udseendet på spejlet. Et kæmpe spejl uden ramme kan nærmest udgøre en hel væg, men det kan også skabe en helt særlig stemning, hvis du hænger et stort spejl med en flot ramme op, så det afhænger af din personlige smag.