Efter at lille Hodja er kommet til, har vi fået brug for en multiplads i vores gang i form af en tegne og læse-/arbejdsplads. Derfor besluttede vi os for at bygge et kombi-bord til vores kreahjørne.

Det skulle opbevare legetøj kombineret med læse- og tegneplads. Det eneste sted i huset vi havde plads, var i vores smalle gang. Ud over at være funktionelt skulle hjørnet også være enkelt, så det ikke blev rodet at se på.

Skitse

Da gangen er meget smal, skulle væggen også udnyttes bedst muligt. Her i familien tegner og maler vi en del, så med 4 børn skulle hjørnet både bruges til legehjørne for de mindste, og tegne/lektielæsning til de store.

Hele multipladsen byggede vi op i OSB-plader, da de er billige og nemme at bygge med. Og så kan de også holde til at blive tumlet og malet på. Vi valgte at lakere dem frem for at male dem i en farve, da vi synes, at det rå udtryk passer godt til gangen. Målene på kasserne er tilpasset rummet og kan jo laves efter behov.

Læs også: Sofaliv

Fra start til slut

Alle elementer er bygget som kasser, hvor vi undlod at montere den sidste side, som vender ned mod gulvet. Kasserne er skåret med en rundsav, og er samlet med søm og lim.

Kasse

Bag på kasserne er der lavet trekantede afstiver, så kasserne bliver helt stabile og ikke står og gynger, når man sidder og tegner.

Afstivere

De store træknager er nogle, Helene har købt hos den lokale snedker. Fem har vi brugt til at hænge de tre hylder op på.

Hylderne er monteret med hvid ledning. Der er boret 4 huller i hver hylde, som ledningen så er ført igennem.

Læs også: Kysser delfiner med en bismag af fisk

Hylder

Udover bordet, hylderne og legetøjs-skjuleren som rummer en hjemmesyet pose med duploklodser, er der også ophængt to ekstra knager til to stofposer med legetøj.

Multihjørne

Slutvis er der bygget et barbiehus i samme stil – dette kan også bruges som opbevaring.

Vi har nu haft hjørnet i brug noget tid, og vi synes det fungerer godt. Børnene bruger det flittigt, og som bonus har børnene fundet ud af også at bruge bordet som hule.

Læs også: Bålslik af æbler fra haven

gordetselv

Gør-det-selv bloggen med Joen Slyngborg Myrtue

“Er der noget, jeg elsker, er det at bygge ting ud af genbrug. Hver gang jeg er på genbrugspladsen for at aflevere noget, kommer jeg hjem med noget nyt … Jeg bygger drivhus, river badeværelsesgulvet op, sætter højbedet op på taget, opfinder et selvvanderanlæg og den slags. Og så er jeg grafisk designer. Jeg er 32 år, bor sammen med min kone Helene og vores tre børn, Karla 9, Sonja 6 og Orla på 3. Vi bor i et helt normalt parcelhus, på en helt normal villavej :-)”