Følelsen af at være alene i verden. Okay, måske lidt overdrevet. Men jeg elsker at sidde alene om morgenen, med en varm cacao og opleve hvordan omgivelserne på et nyt sted vågner. Her i Vedéne, uden for Avignon fra min store altan, har jeg direkte udsigt til en golfbane. Der er springvand i søen, pinjetræer som giver skygge og masser af…. Ja, grønt græs. Andefamilien er også vågnet. Det er som om de har et indre ur som fortæller hvornår det er tid at rappe sig; lige inden det automatiske vandingssystem går i gang. Til at fuldende denne morgenstund har jeg en bakke med brød, brie og ’Condiment á la Figue’. OG nogle franske boligmagasiner. Så bliver det vist ikke meget bedre. Og det er med at nyde det, for snart kommer Hr. mand tøffende og siger ’Jeg kan ikke lugten kaffen??’

9.15.1

Læs også: Hvad dælen skal du med alt det porcelæn?

Han elsker at sove længe. Han har praktisk talt kørt bilen alle kilometrene på vores tur herned, så han er træt det lille pus. Det kan dog også have noget at gøre med at han allerede har afprøvet flere lokale vine. I går besøgte vi den lille smukke bjergby Gigondas. Her købte han en vin fra Domaine Raspail-Ay, som blev stærkt anbefalet af Hr. Grønfeldt i bogen ’Fra Alcase til Provence’. Hermed nu også anbefalet af min Hr. mand. Som i øvrigt må lave sin kaffe selv!

9.15.2

Jeg har udset mig et par små lokale loppemarkeder her i området, så mon ikke jeg snart finder lidt godt til butikken? Som regel er der noget porcelæn imellem mine indkøb som vi selv bruger undervejs. Vi elsker den rustikke landstil. Og at tænke på hvordan en familie en gang har dækket op til en søndagsmiddag med netop vores tallerkener og fade.

9.15.4

Mandag d. 14. september

Vi er endelig ankommet til vores faste sted ved middelhavet de næste to uger. Campingpladsen Agay Soliel, tæt på St. Raphael. Vi har ikke helt tal på hvor mange gange vi har boet her, men det er MANGE. I år prøver vi en ny hytte. Det er altid spændende hvor vi kommer til at bo på pladsen, og denne hytte har en helt unik terrasse med masser af plads og en skøn udsigt til bjergene på den modsatte side af bugten. De har nok givet os denne store plads da de ved hvor meget loppefund jeg normalt slæber til huse. Selve hytten er dog lillebitte. Man skal næsten bakke ind på toilettet og i badet.

9.15.5

Læs også: Er dine gamle juleplatter noget værd?

Da vi ankom lørdag eftermiddag startede der et voldsomt uvejr som først sluttede søndag middag. Det piskede ned og skabte oversvømmelse flere steder. Alle søndagsloppemarkederne var derfor aflyst, og det blev til en meget trist køretur rundt i området. Der var ganske enkelt ikke nogle loppefund at købe.

9.15.6

Nu er solen fremme igen og jeg har fået taget billeder af de loppefund som jeg heldigvis fandt på vejen herned. Bland andet et fedt gammelt metalbord, en rustik gæsteseng, en superflot vinkøler i kobber, drikkedunke fra Lourdes til det hellige vand og fine gamle regnskabsbøger. Alt sammen fundet på loppemarkedet i en by som hed noget med Chateauneuf-de-??. Meget brugt navn i Frankrig. Det foregik på en stor fodboldbane med masser af boder, men hold op der var meget tøj, legetøj og nye ting. Så jeg var lykkelig når jeg endelig fandt nogle gamle rustikke ting. En ældre herre, som vistnok havde tømt kælderen for hvad han selv mente var gammelt bras, fik laaangt besøg af mig. Alle borde og kasser blev endevendt, og her fandt jeg guld…loppeguld. Han var superrar, også selvom han prøvede at bilde mig ind, at det var ham selv som ung på et billede han havde til salg. Enhver kunne jo se at det var James Dean J.

9.15.7

Hvis du har lyst til at se mere, ligger der billeder af mit ny indkøbte loppeguld på hjemmesiden www.tidensting.dk.

Læs også: På vej til bazar-eventyr i Indien

Tekst  Maria Blok Hansen, Tidens Ting

Foto  Maria Blok Hansen

antikbloggen

Antikbloggen med Maria Blok Hansen

“Når jeg holder ind for at besøge et stort livligt loppemarked i Frankrig føles det som om jeg har verdens bedste job. Og efter mange års indkøbsture i Frankrig, er min butik i dag fyldt med alskens unikke, spændende og smukke ting. Jeg elsker at finde ting som kan give et rum personlighed. Vi kender Maria fra udsendelserne “Skattejægerne” på DR1. Til daglig driver hun butikken Tidens Ting – genbrug og fransk Brocante i Vanløse.