Nu kan du få stilfuldt alternativ til engangsposer

The Organic Company vil have os til at overveje, om vi behøver at bruge så mange plastposer, som vi gør i dag. Derfor lancerer de nu to nye stofposer til hjemmet, der er lige så stilfulde som de er bæredygtige. 

Det er næppe gået nogens næse forbi, at vi bruger alt for meget plast i vores hverdag – og plast kommer der ikke meget godt ud af, når først det ender i naturen. Alligevel bruger vi masser af plastposer til alle mulige, midlertidige formål, hvorefter de ryger direkte i skraldespanden. Og måske med god grund. 

Det kan nemlig være svært at finde alternativer, der fungerer lige så godt som engangsposer og fryseposer, når vi skal handle ind, have tandbørsten med på ferien eller pakke pålægget tilbage i køleskabet. Men det vil The Organic Company nu lave om på.

Derfor har de netop lanceret de nye, organiske Food Bags og All Purpose Bags, der viser, at vi sagtens kan erstatte de fleste engangsposer med noget bedre og langt mere bæredygtigt. Det fortæller indehaver af The Organic Company Joy Vasiljev:

”De fleste plastposer og særligt fryseposer er en engangsting, og vi kan, hvis vi vil, erstatte nogle af de ufattelig mange poser, vi bruger dag ud og dag ind. Den idé var startskuddet til vores Food Bags og All Purpose Bags,” siger hun i en pressemeddelelse.

Læs også: Gør din terrasse til en del af huset

Brug igen og igen

De nye stofposer kan bruges igen og igen, og kan derfor nemt erstatte mange af de plastposer, vi hver dag anvender til opbevaring af toiletsager på campingture og småting i skufferne. Samtidig er stofposerne især smarte i køkkenet, hvor det ellers har været vanskeligt at opbevare grøntsager, madpakker, nødder, brød uden at ty til plastik.

“Finten er at lægge stofposerne ved siden af fryseposerne, og hver gang, du rækker ned efter en frysepose, spørger du dig selv, om du kan erstatte den med en stofpose. Og lur mig om du ikke kan erstatte RET mange?” siger Joy Vasiljev. 

GOTS certficeret og økologisk bomuld

The Organic Company har udviklet flere organiske tekstiler til hjemmet, blandt andet til badet, køkkenet, børn og meditation samt tasker og tæpper. De nye poser er, som resten af virksomhedens tekstiler, fremstillet af GOTS certificeret, økologisk bomuld. Det betyder, at alle stoffer er garanteret frie for toksiner og tungmetaller, og at internationale arbejdstagerrettigheder respekteres.

Du kan finde Food Bags og All Purpose Bags i flere forskellige størrelser og farver til priser fra 35 kroner. 

Tekst  Nanna Danborg-Aamand

Foto  The Organic Company