Der er flere forskellige typer læder – med forskellige krav til pasning og forskellig holdbarhed. Lær her, hvordan du bedst passer på dine favorit-læderting

Fælles for alt læder er, at det ikke har godt af direkte sollys i længere tid eller stærk varme. Lædermøbler skal holdes et stykke fra sydvendte vinduer, radiatorer, brændeovne m.v., for varmen kan tørre læderet ud, så det sprækker, og sollys vil blege det med tiden.

Læs også: Kunstigt åndedræt til et typehus

Kernelæder

Egenskaber: Ubehandlet kernelæder er topsiden af dyrets hud, narven, hvor pels og hår er fjernet. Derfor får man også en historie om dyret med, når man studerer læderet: Man kan se, hvor huden har været rynket, eller om dyret er blevet bidt af insekter. Ikke to huder er ens, og det er en del af charmen.

Fordele: Kernelæder er utrolig stærkt og kan holde i årtier med den rigtige behandling.

Ulemper: Ubehandlet kernelæder er sårbart over for pletter, som er næsten umulige at fjerne.

Pleje: En let behandling med læderolie, lædervoks eller læderfedt gør læderet mindre sårbart over for pletter. Det bliver til gengæld lidt mørkere af behandlingen. Kernelæder kan renses med skummet fra vegetabilske sæbespåner, men læderhandlerne har en række specialprodukter, som afhængig af formålet kan være bedre.

Læs også: En skulptur i Puerto Rico

Anilinlæder

Egenskaber: Anilinlæder er kernelæder, som har fået en særlig blødgørende behandling og er gennemfarvet.

Fordele: Det er meget blødt og behageligt, og læderets personlighed – rynker osv. – kan ses som ved ubehandlet kernelæder.
Ulemper: Det er ligesom ubehandlet kernelæder sårbart over for pletter, og derfor er det ikke lige sagen, hvis hjemmet er fyldt med børn med fedtfingre.

Pleje: Der findes særlige læderplejeprodukter til anilinlæder, som beskytter det mod udtørring og pletter, og der findes særlige renseprodukter, men som for ubehandlet kernelæder gælder det, at det kan være svært at fjerne en plet.

Læs også: Ny designstage fra Kähler lanceres i efteråret

Hos en sadelmager

Semianilinlæder

Egenskaber: Semianilinlæder er kernelæder, som har fået en ekstra overfladebehandling.

Fordele: Læderet bliver mere modstandsdygtigt over for pletter.

Ulemper: Lidt af den bløde og levende læderfornemmelse forsvinder.

Pleje: Det plejes som anilinlæder.

Læs også: En sadelmager på Hundested havn

Dækfarvet læder

Egenskaber: Dækfarvet læder er kernelæder, som har fået en kraftig farve- eller overfladebehandling.

Fordele: Dækfarvet læder er meget nemt at vedligeholde, og det får ikke let pletter. Nogle ser det som en fordel, at behandlingen skjuler de naturlige variationer i læder.

Ulemper: Det føles og ser mindre levende ud end de øvrige typer læder.

Pleje: Plej med læderfedt eller læderolie, som beskytter mod udtørring og krakelering.

PU-læder

Egenskaber: PU-læder er læder, som regel af en ringere kvalitet, som er overfladebehandlet med et plastikmateriale. Det sælges under mange navne, blandt andet, bycast-læder, Royal og Creta.

Fordele: Det bliver meget slidstærkt og modstandsdygtigt.

Ulemper: På overfladen er det reelt plastik, ikke læder, og det kan føles. Fornemmelsen af ægte læder forsvinder.

Herudover er der en række produkter, som sælges som læder, men hvor læderet er blandet op med fx latex, papirmasse og kemiske bindemidler. Afhængig af indholdet af læder må det stadig sælges som ‘ægte læder’ – selvom det altså er blandet op. Det er ikke nær så slidstærkt, og billigere tasker, remme, bælter og sko er ofte lavet af den type blandingslæder.

Læs også: Design med paller

Taske i kernelæder

Tekst  Susanne Sayers

Foto  Susanne Sayers