Sådan vælger du det helt rigtige tæppe til sofaen

Der er ikke meget, der kan skabe hygge i sofazonen som et blødt tæppe under fødderne. Skal du pryde stuen med et nyt tæppe, skal du dog både tænke over, hvilken størrelse der passer til resten af indretningen samt overveje hvilke farver, der allerede er gennemgående. Vi guider dig til valget af det helt rigtige tæppe her. 

I dag vælger mange åbne løsninger, når hjemmet skal indrettes. Det betyder, at der i store rum skal være plads til flere funktioner, og netop derfor er tæppets funktion som zonemarkør blevet mere aktuel i den moderne indretning.

Specielt i sofaområdet er der mange gode grunde til at vælge et godt tæppe. Det kan nemlig både gøre rummet hyggeligere at opholde sig i, dæmpe støj og skabe en eksklusiv zone rundt om stuemøblerne.

Men skal du ud og investere i et nyt, godt tæppe, bør du overveje hvilken størrelse og hvilke farver, der passer til din indretning. Se med her, hvor Ifi.no har samlet gode tips til, hvordan du finder det helt rigtige tæppe.

Størrelse, størrelse, størrelse

Tæpper findes i uendelige former og størrelser. Men skal du indrette hjemmets sofaområde, bør dit tæppe være så stort, at både sofa, bord og stole kan placeres ovenpå. Et stort, løst tæppe rundt om sofazonen skaber nemlig en helhed i rummet, og giver samtidig et mere eksklusivt udtryk. 

Er der ikke plads til et stort tæppe i stuen, bør du finde et tæppe, hvor det inderste sofa- eller stoleben kan få plads på tæppet. Det forhindrer nemlig snublekanter og binder på samme tid møblerne i sofaområdet sammen. 

Læs også: Så er vi klar med årets stærkeste boligtrends

Hvilken farve skal tæppet være?

Når du skal vælge farve til tæppet, bør du se på, hvilke farver der dominerer resten af rummet. Er der meget mønster på gardiner eller tapet kan et ensfarvet eller småmønstret tæppe skabe sammenhæng i stuen. Du kan sagtens vælge en tæppefarve som findes i gardinet, et maleri eller vælge en lidt anden nuance end sofaen. 

Lyst eller mørkt tæppe?

Et lyst tæppe giver rummet et ‘lettere’ udtryk, men husk, at jo lysere tæppet er, jo lettere kan man se pletterne. Måske er et mørkere tæppe netop det, der skal til, for at give rummet karakter? 

4 tips til placering af tæppet

  1. Møbler bør ikke placeres nær kanten af tæppet. Enten skal det være et stykke indenfor eller udenfor. Er der ikke plads til hele møblet på tæppet, kan du nøjes med forbenene. 
  2. Hvis tæppet har en stor højde, kommer dine møbler til at stå skævt, hvis det kun er møblernes forbenen, der står indenfor. Derfor bør du i det tilfælde vælge et større tæppe, der giver hele møblet plads eller et mindre tæppe, som kun bordet kommer til at stå på. 
  3. Husk at dagslys påvirker trægulvets farve over tid, særligt det første års tid. Under tæppet vil farven derimod være uændret. For at undgå farveforskelle i gulvet, kan det derfor være en god idé at vente et par år med at lægge gulvtæppe. 
  4. I et rum med mange skæve vinkler, vil et firkantet tæppe forstærke skævhederne. Runde tæpper bidrager derimod til at dæmpe indtrykket af skæve vinkler.

Læs også: Så er vi klar med årets stærkeste boligtrends

Tekst  Nanna Danborg-Aamand

Foto  Getty Images